Android - Vejledninger 260505
Ældre Sagen · Distrikt 10 · IT-udvalget
Android – vejledninger
Et opslagsværk til IT-frivillige der hjælper borgere med drillende Android-telefoner og -tablets.
Denne side er bygget til at slå op i, ikke til at læse fra start til slut. Borgeren beskriver et symptom — du finder symptomet i indekset og følger trinene.
Sådan læser du vejledningerne
Android findes i mange varianter — Samsung, OnePlus, Motorola, ældre Huawei og andre. Producenterne kalder de samme funktioner forskellige navne og placerer dem forskelligt. Vejledningerne herunder bruger derfor generelle navne som "Indstillinger", "Lyd og vibration", "Apps".
Når du står med en konkret telefon: brug søgefeltet øverst i Indstillinger. Det findes på næsten alle Android-versioner og finder den rigtige menu, uanset hvad producenten har kaldt den.
Slå op efter symptom
Klik på det symptom, der bedst beskriver borgerens problem.
1.Telefonen reagerer ikke
Symptomer: skærmen er sort, knapper virker ikke, app er "frosset", telefonen er låst i en uendelig opstart.
Trin 1: Almindelig genstart
- Hold tænd/sluk-knappen inde i 3-5 sekunder.
- Vælg "Genstart" eller "Sluk", når menuen vises.
- Hvis telefonen kun slukkes, tænd den igen efter 10 sekunder.
Trin 2: Tvungen genstart (hvis trin 1 ikke virker)
- Hold tænd/sluk-knappen og volumen-ned-knappen inde samtidig.
- Hold dem inde i 10-15 sekunder.
- Slip når telefonen vibrerer eller producentens logo vises.
På nogle ældre Samsung-modeller kan kombinationen være tænd/sluk + volumen-op. Hvis den ene ikke virker efter 15 sekunder, så prøv den anden.
Vigtigt: En tvungen genstart sletter ikke data. Borgeren skal ikke være bange for at miste billeder eller kontakter.
Hvis telefonen stadig ikke reagerer
- Tjek om batteriet er helt tomt — sæt opladeren i og vent 15 minutter, før du prøver igen.
- Tjek om opladeren og kablet faktisk virker (prøv på en anden telefon).
- Hvis intet virker, henvis til reparatør eller telefonens producent.
2.Teksten er for lille
Symptomer: borgeren kniber øjnene sammen, holder telefonen langt fra ansigtet, kan ikke læse beskeder.
Forstør tekst i hele systemet
- Åbn Indstillinger.
- Søg efter "tekststørrelse" eller "skriftstørrelse" i søgefeltet.
- Træk skyderen til ønsket størrelse. Vis borgeren forhåndsvisningen.
Forstør hele skærmen (zoom)
- I Indstillinger, søg efter "skærmstørrelse" eller "displayzoom".
- Justér så ikoner og elementer bliver større — ikke kun teksten.
Forstørrelsesglas (lup)
Til når noget er for småt, men borgeren ikke vil ændre på alt. En tilgængelighedsfunktion der virker som en lup overalt.
- I Indstillinger, søg efter "forstørrelse".
- Slå funktionen til — vælg om aktivering sker via genvej eller tre-fingers-tryk.
- Vis borgeren, hvordan den bruges.
Tip: Mange ældre kender ikke til kniberbevægelsen (pinch-to-zoom). Vis dem hvordan de spreder to fingre på skærmen for at zoome ind på billeder, kort og webbrowsere.
3.Wi-Fi/internet virker ikke
Symptomer: hjemmesider åbner ikke, apps melder "ingen forbindelse", e-mail kommer ikke ind.
Trin 1: Slå Wi-Fi fra og til
- Træk ned fra toppen af skærmen for at åbne hurtigindstillinger.
- Tryk på Wi-Fi-ikonet for at slå det fra. Vent 5 sekunder.
- Tryk igen for at slå det til.
Trin 2: Glem netværket og forbind igen
- Indstillinger → Wi-Fi.
- Tryk på det netværk, telefonen plejer at være forbundet til.
- Vælg "Glem" eller "Slet".
- Tryk på netværket igen og indtast adgangskoden på ny.
Trin 3: Tjek om problemet er telefonen eller netværket
- Slå Wi-Fi fra og prøv at åbne en hjemmeside via mobildata. Hvis det virker, er det netværket derhjemme der driller — ikke telefonen.
- Spørg borgeren, om andre ting i hjemmet (computer, smart-tv) også har problemer. Hvis ja, skal routeren genstartes.
Trin 4: Genstart routeren (hvis borgeren er hjemme)
- Tag stikket ud af routeren.
- Vent 30 sekunder.
- Sæt det i igen og vent 2-3 minutter på at routeren starter op.
Bemærk: "Mobildata" og "Wi-Fi" er to forskellige måder at få internet. Hvis borgeren ikke har et mobilabonnement med data, er Wi-Fi den eneste mulighed — så hjælp ikke virker.
4.Lydproblemer
Symptomer: ingen ringetone, kan ikke høre samtalepartner, video uden lyd, lyd kommer kun gennem hovedtelefoner.
Tjek først de tre vigtigste ting
- Lydløs-tilstand: Træk ned fra toppen og tjek om "Lydløs" eller "Forstyr ikke" er slået til.
- Volumen: Tryk på volumen-knapperne. Bemærk at telefonen har flere volumen-indstillinger (ringetone, medie, alarm) — borgeren skal måske justere den rigtige.
- Bluetooth: Tjek om telefonen er forbundet til en højttaler eller hovedtelefoner, der ikke er i nærheden. Slå Bluetooth fra hvis ja.
Justér de forskellige lydstyrker hver for sig
- Tryk én gang på en volumen-knap.
- Der vises et menu-ikon ved siden af lydstyrkebjælken — tryk på det.
- Justér ringetone, medie, alarm og notifikationer hver for sig.
Hvis intet hjælper
- Genstart telefonen — det løser overraskende ofte lydproblemer.
- Tjek om højttalerristen (i bunden af telefonen) er fyldt med snavs eller lommefnug. Pust forsigtigt på den eller brug en blød børste.
- Test med hovedtelefoner. Hvis lyden fungerer der, men ikke i højttaleren, er højttaleren defekt.
5.App'en er forsvundet
Symptomer: borgeren kan ikke finde en app, der "var der i går". Typisk MobilePay, NetBank, Rejseplanen, Facebook.
Trin 1: Brug søgefunktionen
- Træk ned midt på hjemmeskærmen, eller tryk på søgefeltet.
- Skriv app'ens navn (fx "MobilePay").
- Hvis app'en findes, vises den. Tryk og hold på ikonet, vælg "Tilføj til hjemmeskærm".
Trin 2: Tjek app-skuffen
App-skuffen er listen over alle installerede apps. Den åbnes typisk ved at:
- Trække opad fra bunden af hjemmeskærmen, eller
- Trykke på et ikon med små prikker eller firkanter (kaldes "Apps" eller har ikke noget navn).
App'en kan være havnet i en mappe, hvis borgeren ved et uheld har trukket et ikon ovenpå et andet.
Trin 3: Hvis app'en er afinstalleret
- Åbn Google Play Butik.
- Søg efter app'en.
- Tryk på "Installer".
Bemærk: For apps som MobilePay og NetBank skal borgeren genaktivere appen efter geninstallation. Det kræver ofte MitID og NemKonto-oplysninger. Vurder om borgeren har det, før I starter — ellers brug det som anledning til at tale om hvor de oplysninger findes.
6.App'en virker ikke
Symptomer: app'en lukker af sig selv, går i stå, viser fejlmeddelelse, vil ikke åbne.
Den faste fejlfindings-rækkefølge
Gå disse trin igennem i rækkefølge. Stop når problemet er løst.
- Luk app'en helt. Tryk på "seneste apps"-knappen (firkant nederst på skærmen, eller stryg op-og-hold). Stryg app'en op for at lukke den. Åbn den igen.
- Genstart telefonen. Det løser cirka halvdelen af alle app-problemer.
- Opdater app'en. Google Play Butik → Profilikon (øverst til højre) → Administrer apps og enheder → Tilgængelige opdateringer → opdater app'en.
- Ryd app'ens cache. Indstillinger → søg efter "Apps" → vælg den drillende app → Lager → "Ryd cache" (ikke "Ryd data" — det sletter login og indstillinger).
- Geninstaller app'en. Som sidste udvej: afinstaller app'en og hent den igen fra Google Play Butik.
Vigtig forskel: "Ryd cache" sletter midlertidige filer og er ufarligt. "Ryd data" eller "Ryd lager" sletter login, indstillinger og det borgeren har gemt i app'en. Spørg altid borgeren først, hvis du er i tvivl.
7.Lagerpladsen er fuld
Symptomer: "Lagerpladsen er næsten fuld", apps kan ikke opdateres, kameraet vil ikke tage billeder, MMS kan ikke modtages.
Trin 1: Få overblik
- Indstillinger → søg efter "lager" eller "opbevaring".
- Se fordelingen: hvor meget fylder billeder, apps, video osv.
Trin 2: Slet det der fylder mest
Som regel er det billeder og video, der er synderen. Mulighederne er:
- Slå sky-backup til (Google Fotos) så billederne gemmes i skyen og kan slettes fra telefonen. Se kapitel 10.
- Overfør billeder til en computer via USB-kabel og slet fra telefonen.
- Slet manuelt de billeder borgeren ikke ønsker at beholde — typisk dubletter, skærmbilleder og videoer.
Trin 3: Slet apps der ikke bruges
- Indstillinger → Apps.
- Sortér efter størrelse, hvis muligt.
- Spørg borgeren om hver enkelt app, der fylder over 100 MB: bruger du den her? Hvis ikke — afinstaller.
Trin 4: Ryd browser-data og download-mappe
- Åbn Filer-app'en og slet alt under "Downloads", borgeren ikke har brug for.
- I Chrome: tre prikker øverst → Indstillinger → Privatliv → Ryd browserdata.
8.Batteriet løber for hurtigt
Symptomer: telefonen er flad ved frokost, batteriet bløder selv når telefonen ikke bruges, varm telefon.
Find synderen
- Indstillinger → søg efter "batteri".
- Se "Batteriforbrug" eller lignende — de apps, der trækker mest, står øverst.
- En app der står højt, men borgeren sjældent bruger, er en mistænkt.
De fire mest effektive tiltag
- Skru ned for skærmlyset — eller slå "Automatisk lysstyrke" til. Skærmen er den største batteri-forbruger.
- Aktiver batterisparer i Indstillinger → Batteri → Batterisparer.
- Slå placering, Bluetooth og Wi-Fi fra når de ikke bruges.
- Begræns baggrundsaktivitet for store apps som Facebook og YouTube. Findes under app'ens batteriindstillinger.
Hvis batteriet er over 3 år gammelt
Lithium-batterier slides over tid. En telefon der er 4-5 år gammel og ikke kan holde en dag, har sandsynligvis brug for et nyt batteri. Henvis til reparatør — det er ofte en overkommelig udgift (typisk 400-700 kr.) der giver telefonen flere års levetid.
9.Notifikationer driller
Symptomer: for mange beskeder fra spil og reklame-apps, eller omvendt: borgeren får ikke besked, når der kommer SMS eller e-mail.
Slå notifikationer fra for en bestemt app
- Tryk og hold på en notifikation fra app'en, når den dukker op.
- Vælg "Slå fra" eller "Indstillinger".
- Alternativt: Indstillinger → Notifikationer → vælg app'en → slå fra.
Borgeren får ikke beskeder, de skal have
- Tjek først om "Forstyr ikke" er slået til (træk ned fra toppen).
- Indstillinger → Notifikationer → vælg app'en (fx Beskeder, Gmail) → slå alt til.
- Tjek at app'en har lov til at vise notifikationer på låseskærmen, hvis borgeren ønsker det.
Sæt natten på lydløs automatisk
Mange ældre vil gerne have ro om natten, men er bange for at glemme at slå telefonen til igen om morgenen. Brug planlagt "Forstyr ikke":
- Indstillinger → søg efter "Forstyr ikke" → Tidsplaner.
- Indstil fx 22:00 til 07:00, alle ugedage.
- Tilføj eventuelt undtagelse for opkald fra "favoritter" — så pårørende altid kan komme igennem.
10.Sikkerhedskopi af data
Symptomer: borgeren er bekymret for at miste billeder, kontakter eller beskeder. Eller har lige gjort det.
Tjek først om sky-backup allerede er slået til
- Indstillinger → søg efter "backup" eller "sikkerhedskopi".
- Tjek at borgeren er logget ind med en Google-konto.
- Tjek hvad der sikkerhedskopieres: kontakter, kalender, app-data, billeder.
Slå Google Fotos automatisk backup til
- Åbn Google Fotos-app'en.
- Tryk på borgerens profilbillede øverst til højre.
- Vælg "Indstillinger for billeder" → "Backup".
- Slå "Backup" til.
De første 15 GB er gratis. Når det er fyldt, kan borgeren enten betale for mere plads (Google One, ca. 15 kr./md. for 100 GB) eller slette de gamle billeder, der allerede er sikkerhedskopieret.
Eksportér kontakter som forsikring
- Åbn Kontakter-app'en.
- Find menu (typisk tre prikker eller streger) → "Eksporter" eller "Importer/Eksporter".
- Vælg "Eksporter til VCF-fil" og gem den.
- Send filen til borgerens egen e-mail som backup.
Vigtigt: Sikkerhedskopier hjælper kun, hvis borgeren kender sin Google-kontos e-mail og adgangskode. Brug et øjeblik på at tjekke, om de gør det. Skriv det ned i en lommebog, hvis nødvendigt — men aldrig i en seddel klistret på telefonen.
11.MitID på Android
Det hyppigste spørgsmål i IT-cafeen. MitID skal ofte fornys, geninstalleres eller flyttes til ny telefon.
App'en virker ikke — fejlfindings-rækkefølge
- Tjek internetforbindelse (kapitel 3).
- Luk app'en helt og åbn igen.
- Genstart telefonen.
- Tjek om MitID-appen er opdateret (Google Play Butik).
- Tjek om Android-systemet er opdateret (kapitel 12).
Borgeren har fået ny telefon
MitID skal aktiveres på den nye telefon. Det kan gøres på to måder:
- Med den gamle telefon ved hånden: Hent MitID-appen på den nye, log ind, vælg "Aktivér på ny enhed", godkend med den gamle.
- Uden den gamle telefon: Borgeren skal aktivere MitID på ny — det kræver pas eller kørekort, og foregår på mitid.dk eller hos kommunens borgerservice.
"MitID koden" virker ikke
Vær opmærksom på, at der findes flere "koder" knyttet til MitID. Spørg borgeren præcist: er det den 6-cifrede kode, du skriver i app'en? Eller en kode du har fået via SMS? Eller adgangskoden til mitid.dk? Det er forskellige ting.
Pas på: Hvis en borger har modtaget en SMS eller e-mail med en "MitID-kode" eller link, og du ikke selv har fået dem til at logge ind først — så er det formentlig svindel. Bed dem ikke trykke. Henvis til mitid.dk eller borgerservice ved tvivl.
12.Opdateringer
Mange problemer løses ved at opdatere — både systemet og app'erne. Tjek dette tidligt i samtalen.
Opdater Android-systemet
- Indstillinger → søg efter "softwareopdatering" eller "systemopdatering".
- Tryk på "Søg efter opdateringer".
- Hvis der er en, tilbyder telefonen at hente og installere. Det kan tage 15-30 minutter, og telefonen genstarter undervejs.
Sørg for at telefonen er opladet over 50% eller tilsluttet oplader før opdateringen.
Opdater alle apps
- Åbn Google Play Butik.
- Tryk på profilikonet øverst til højre.
- Vælg "Administrer apps og enheder".
- Tryk på "Opdater alle".
Hvis telefonen er for gammel til opdateringer
Telefoner over 5-7 år gamle får typisk ikke længere systemopdateringer. Det betyder, at nye versioner af MitID, NetBank og andre apps på et tidspunkt holder op med at virke. Når det sker, har borgeren reelt brug for en ny telefon — det er ikke noget, man kan reparere sig ud af.
Tre principper når du står med borgeren
- Spørg, før du gør. Borgeren har måske et ønske du ikke har gættet (kapitel 9 om notifikationer er klassisk).
- Lad borgeren trykke selv. Det er deres telefon, og de lærer kun ved at gøre.
- Skriv vigtige ting ned. Hvis I ændrer en kodebeskyttelse eller logger ud af noget, så sørg for, at borgeren har oplysningerne med hjem.
DISTRIKT 10 · ÆLDRE SAGEN · IT-UDVALGET