Ny sikkerhed ved online køb
I hele EU indføres der en ny sikkerhedsløsning, når vi handler på nettet. Der indføres en stærk kundeautentifikation (to-faktor), der indebærer, at der skal anvendes mindst to faktorer til at godkende en behandling. Det skal være:
- noget betaleren ved (fx et password)
- noget betaleren har (fx en mobiltelefon der kan modtage en kode) - eller noget betaleren er (fx et fingeraftryk).
Formålet er at styrke sikkerheden ved elektroniske betalinger i Europa og reducere omfanget af svindel med betalingskort.
I Danmark træder det i kraft 1. januar 2021 (og skal senest være taget i brug 11. januar 2021). De danske netbutikker er dog blevet anbefalet at begynde bruge de nye it-løsninger fra oktober 2020 for at være sikre på at undgå afviste kortbetalinger, hvorfor forbrugerne nogle steder kan møde løsningen før vi rammer 2021.
To nye to-faktor modeller til godkendelse af køb
Danske forbrugere vil opleve, at de i højere grad end tidligere skal anvende en af to nye løsninger til at godkende betalinger i nethandel, enten NemID eller SMS + kode.
NemID
Brugen af to-faktorgodkendelse med NemID forudsætter, at man har en smartphone med NemID nøgleapp eller en kodeviser. Denne løsning eksisterer allerede som et valg, når man foretager en onlinekøb. Når man har NemID nøgleapp installeret, bekræftes købet via ens smartphone. Eller man kan benytte en NemID kodeviser. Bemærk, at NemID nøglekortet i pap ikke længere kan benyttes ved online køb.
SMS + kode:
Man kan fortsat godkende større betalinger med sms-løsningen, som den kendes i dag. Det forudsætter dog fremadrettet, at man foruden at benytte sms-koden også har registreret et personligt kodeord, der skal anvendes sammen med sms’en der modtager med engangskode på sin telefon. Denne løsning kan altså benyttes af alle, der har en mobiltelefon, uanset om det er en smartphone.
Første gang man benytter sig af den nye løsning
Når opdateringen har fundet sted, vil NemID være det primære valg, men man kan vælge at benytte den anden model. Hvis man ikke ønsker at benytte sig af NemID, så skal man vælge ”SMS + kode”. Her bliver man første gang mødt af et godkendelsesflow, hvor man bliver præsenteret for en dialogboks, hvori der står, at man første gang skal registrere en kode. Bemærk, at det kræver NemID at registrere sin kode. Efterfølgende vil man som udgangspunkt blive præsenteret for den senest brugte fremgangsmåde dvs. NemID eller SMS + kode.
Er man som forbruger i tvivl om, hvordan man skal forholde sig til de nye regler, skal man tage kontakt til sit pengeinstitut.
Læs mere i denne pressemeddelelse fra Finanstilsynet
Se vejledning fra Nordea (PP-præsentation)
- kan bruges af it-frivillige i it-caféer, på kurser eller andre undervisningssituationer.