Aftaler og samarbejde
Husk at lave en klar aftale med de steder, som vågetjenesten skal samarbejde med. Det kan være plejehjem, hjemmeplejer, palliative teams eller hospitaler.
Det er vigtigt at have talt om de indbyrdes forventninger, som personalet og de frivillige i vågetjenesten har til hinanden, så I er enige om, hvordan samarbejdet skal være.
Få aftalen på skrift
Det kan være en god ide, at lave en aftale på skrift i form af en samarbejdsaftale. På den måde er der noget at holde sig til, hvis der kommer nyt personale på stedet. En samarbejdsaftale kan løbende justeres og laves om, hvis der er behov for det.
Aftalen er en hensigtserklæring for det gode samarbejde. Den er ikke juridisk bindende.
Gode ambassadører hos personalet
I samarbejdsaftalen skal plejehjemmet, hjemmeplejen eller hospitalet udpege nogle kontaktpersoner, som er jeres bindeled til stedet. Disse kontaktpersoner skal have lyst til at være ambassadører for vågetjenesten på deres arbejdsplads og bidrage til et godt samarbejde.
Det er en fordel, at have en kontaktperson fra plejepersonalet eller sygeplejerskerne - og ikke kun ledelsen. Det er plejepersonalet og sygeplejerskerne, som I skal samarbejde med i det daglige, og det er dem, der ringer efter vågetjenesten.
Sådan gør du
Vi har udarbejdet en skabelon, som I kan tilpasse til jeres vågetjeneste og lokale forhold, og få den godkendt i dialog med jeres samarbejdspartnere inden underskrift.
Hent skabelon for samarbejdsaftale om vågetjenesten