Indkøbsvenner
Som indkøbsven gør du det muligt for en ældre at komme i butikker på en tryg og hyggelig måde.
Du er den ekstra arm, der gør det muligt at komme ud, så den ældre selv kan finde det, han eller hun gerne vil have.
Nogle ældre ville slet ikke komme afsted, hvis ikke det var for dig som indkøbsven. Og så er det også en del sjovere at følges med en end at gå alene.
Nogle indkøbsvenner tager med den ældre ud og shopper tøj eller ting. Andre tager sammen til storcenteret for at fylde en indkøbspose, inden man får en fælles tår kaffe.
I nogle lokalafdelinger har de organiseret en bus med frivillige, der 1-2 gange om måneden samler de ældre op, kører dem til et supermarked, hvorefter de sammen får kaffe, lidt brød og frem for alt hyggeligt samvær.
En indkøbsven skal ikke stå for de daglige fornødenheder
Omdrejningspunktet for indkøbet er altid samværet – to og to eller i gruppen.
Det må aldrig blive den frivilliges ansvar, at der er mad i køleskabet. Aktiviteten er heller ikke tænkt som en budbringer-ordning – det er der professionelle, der kan tage sig af.