Frivillig på plejehjem – mange muligheder
Som frivillig på plejehjem har du en vifte af muligheder. Mange beboere på plejehjem oplever eftermiddagene og weekenderne som lange, og du kan fx være med til at skabe glæde og variation i dagligdagens rutiner med fx et kort besøg, en spadseretur eller ved blot at drikke en kop kaffe. Du kan også være med til sang, spil eller stolemotion. Alt sammen noget der skaber indhold og liv i hverdagen.
Her kan du læse om fem overordnede roller:
1. Støtte beboerne og ansatte under plejehjemmets eksisterende aktiviteter
Måske du kan se dig selv følges med en beboer, som ønsker at deltage i et fælles arrangement eller aktivitet.
Plejehjemmene har ofte mange tilbud om aktiviteter, og det kan være svært at gennemføre, hvis en beboer bliver trætte eller pludselig har behov for at gå mist i en sang eller under stolemotion. I sådan en situation er det rart, at man kan følges med en frivillig, ligesom, det kan også kan være godt at have en at følges med til et festligt arrangement.
2. Koordinere andre lokale aktørers deltagelse og indsats
Som frivillig kan det være svært at have tid og kræfter til selv at indgå i alt det, der sker. Til gengæld kan der være mange ressourcer i lokalområdet. Du kan derfor være den, der koordinerer og skaber kontakt mellem plejehjemmet og andre personer og lokale grupper: Spejderne kan holde bål, lokale musikere kan øve og optræde, den lokale blomsterhandler kan komme og sælge blomster eller skoler og børnehaver kan komme på besøg til samvær. Opgaven er at finde ud af, hvilke ressourcer der er i nærområdet, og tilbyde plejehjemmet at få en aftale, der kan opfylde nogle af de ønsker og behov, som beboerne har.
3. Direkte ansvarlig for en aktivitet
Måske du har lyst til at dele noget af det, du selv synes er sjovt fx dans, maling, motion, IT, fiskeri, hækling eller godnatlæsning. Hvis det lige er dig, så kommer du fx en dag om ugen eller måneden. Du kan lave en aftale med plejehjemmet om, hvor I kan være, og hvordan de bedst kan støtte op om aktiviteten. Fx hvor mange beboere deltager, hvad tid skal de være parate, og er der vand eller kaffe i lokalet.
Det er vigtigt, at du ikke er helt alene. Det er godt at være flere om at afholde aktiviteten, så I kan støtte hinanden og gennemføre, også når der er en, der bliver syg.
4. Ad-hoc – frivillig en gang imellem
Du har tid en gang imellem, men kan ikke komme på bestemte dage. Du besøger derfor plejehjemmet og beboerne i dagligstuen, når du kan og tager en snak, læser højt, drikker en kop kaffe eller spiller et spil - afhængigt af hvad beboerne har lyst til. Det er med til at give et frisk pust i dage, der ellers kan være svære at skelne fra hinanden.
I kan også være en gruppe frivillige, der skiftevis kommer på besøg i løbet af ugen eller som er ad-hoc frivillige. Det betyder, du melder dig løbende til aktuelle opgaver, der kan løses af frivillige fx arrangere en fest eller en udflugt
5. Besøgstjenesten og -aktiviteter
Du kommer som besøgsven 1:1 eller 1:flere. Du aftaler fra gang til gang, hvornår du kommer, eller du kommer på besøg en fast dag. Måske du besøger to beboere og bringer dem sammen, så de lærer hinanden lidt bedre at kende. Du kan fx også være motionsven, spiseven, IT-frivillig eller andet, afhængigt af, hvad du aftaler med plejehjemmet.
Du kan også vælge at være besøgsven med hund.