National strategi og handlingsplan mod ensomhed
Størstedelen af Folketingets partier (S, V, DF, RV, SF, EL, KF, ALT, LA, KD) blev med Aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2022-2025 enige om at afsætte midler til arbejdet med Danmarks første nationale strategi mod ensomhed og en dertilhørende handlingsplan.
Begge dele skulle udarbejdes af et Nationalt Partnerskab mod Ensomhed, som Røde Kors og Ældre Sagen er udpeget som facilitatorer for. Social- og Boligstyrelsen og et tværministerielt sekretariat i regi af Social-, Bolig- og Ældreministeriet har understøttet dette arbejde.
Det Nationale Partnerskab mod Ensomhed (NPE) består af 126 aktører på tværs af sektorer, brancher og fagområder (myndigheder, virksomheder, organisationer, civilsamfund, mv.), som alle har bidraget til indholdet i strategi og handlingsplan.
En færdig strategi og handlingsplan mod ensomhed med i alt 75 initiativer blev offentliggjort d. 21. juni i år. Af de 75 initiativer, er der initiativer, der er særligt oplagt for Ældre Sagen at arbejde med – nationalt såvel som lokalt. Lokalt drejer det sig f.eks. om et fortsat fokus på det gode værtskab, flere samarbejder med almene boligforeninger, flere tilbud og aktiviteter for mindre målgrupper (f.eks. mandefællesskaber), samt flere tilbud for mennesker på plejehjem og for pårørende til alvorligt og langvarigt syge (herunder pårørende til mennesker med demens).
Den nationale strategi og handlingsplan mod ensomhed kan hentes på Ældre Sagens hjemmeside via dette link