Formål og roller i Det Sker Lokalt
Det Sker Lokalt udgives fem gange årligt som en del af Ældre Sagens bladpakke med Landsforeningen Ældre Sagen som distributør.
Bladet udkommer i 16 forskellige udgaver med en områdeinddeling fra 1-10 der dækker Ældre Sagens 10 distrikter.
Formål
Det primære formål med Det Sker Lokalt er at oplyse Ældre Sagens medlemmer om alle de arrangementer, som Ældre Sagens lokalafdelinger arrangerer rundt omkring i landet.
I områder med områderedaktører kan der også bringes redaktionelle artikler og billeder med relevans for lokalområdet.
Alt indhold i Det Sker Lokalt bringes under ansvar for Ældre Sagens etiske retningslinjer.
Ansvarsfordeling
- Det overordnede, juridiske ansvar for Det Sker Lokalt ligger hos kommunikationschefen og direktøren for Ældre Sagen.
- Ansvar for layout og produktion ligger hos Det Sker Lokalt-redaktøren i Ældre Sagens sekretariat.
- Det redaktionelle ansvar varetages af områderedaktøren i de områder, hvor distriktsledelsen har udpeget en områderedaktør.
- I områder uden en områderedaktør ligger det redaktionelle ansvar hos Ældre Sagens sekretariat.
- Når Det Sker Lokalt ikke har en områderedaktør, indeholder bladet udelukkende aktiviteter og arrangementer og ikke redaktionelt stof og billeder.
- Distriktsformanden har ansvaret for, at den lokale udgave af Det Sker Lokalt ikke er i konflikt med Ældre Sagens overordnede politik.
Landsbestyrelsen anbefaler områderedaktører og medredaktører i alle 16 områder.
Find kontaktoplysninger på Det Sker Lokalt områderedaktører.
Kommissorium - bladets opgave
- Det Sker Lokalt skal indeholde omtale af alle arrangementer arrangeret af Ældre Sagens lokafdelinger.
- Det Sker Lokalt kan indeholde redaktionelt stof og billeder.
- Det Sker Lokalt må ikke indeholde betalte annoncer eller kommercielle aftaler.
Arrangementer fra alle lokalafdelinger i et område skal stå i en ubrudt forlængelse af hinanden (uden billeder).