Demensugen 2026
Ældre Sagens frivillige gør en stor forskel, når de hvert år i Demensugen går på gaden med information eller står bag forskellige arrangementer, der tilsammen er med til at øge viden om demens og gøre Danmark mere demensvenligt.
Netop nu varmer vi op til Demensugen 2026, der som altid ligger i uge 19.
Og igen i år vil vi gerne invitere Ældre Sagens frivillige til at tage del i Demensugen og være med til at gøre en forskel for mennesker med demens.
Det overordnede formål med Demensugen er at skabe de bedst mulige rammer for at leve et godt og værdigt liv med demens.
- En del af denne indsats handler om at udbrede kendskabet til demenssymbolet i befolkningen og især hos medarbejdere, kunder og gæster i de sektorer, hvor demensvenlighed er af allerstørst betydning for mennesker, der lever med demens – nemlig detail, transport og kultur & fritid. Det har vi sat fokus på siden 2022 og gør det stadig.
- En ny del af indsatsen, som også er at stor betydning, er et demensvenligt sundhedsområde. Det sætter vi fokus på 2026 og 2027.
Fokus på ”Demensvenlig sundhed”
Demensugen skal øge befolkningens kendskab til demens og demenssymbolet, “Håndsrækningen”. I 2026 fokuserer vi især på det gode møde mellem medarbejder på sundhedsområdet (bredt forstået, se nedenfor) og med demens og pårørende. Målet er at skabe tryghed i mødet.

Antallet af mennesker i Danmark, der lever med demens, er stigende og ligger aktuelt på ca. 100.000. Mennesker, der som andre går til tjek hos optikeren og (tand-)lægen, skal have justeret høreapparatet og har sin gang på apoteket. Gruppen har desuden høj forekomst af sygdomme i fx bevægeapparatet eller diabetes. Med demens har man altså også hyppig kontakt til sundhedsområdet, af andre årsager end hjernesygdommen. Det er generelt svært at være patient. I befolkningen som helhed glemmer vi 40-80% af, hvad der bliver sagt i en konsultation - hvilket naturligvis bliver yderligere udfordret med en kognitiv lidelse.
Mange der lever med demens, tøver med at gøre de ting, de plejede at gøre. Det kan ex. give sig udslag i usikkerhed ift. “husker jeg nu alt det tandlægen sagde eller min næste tid” eller “risikerer jeg at lægen ikke taler til mig, men kun til min pårørende”. Andre er nervøse for, at en situation skal blive ubehageligt eller pinligt, hvis de pludselig ikke kan finde ord eller får svært ved at orientere sig.
Men personer, der lever med demens som livsvilkår, kan have mange funktioner intakt, og det gælder selvfølgelig om, at de i videst mulige omfang kommer til orde og oplever tryghed, også når de er til fodterapeut, til optiker, læge eller får taget en blodprøve.
Sammen kan vi gøre en forskel
Derfor håber vi, at Ældre Sagens frivillige vil være med igen i år - for I er i den grad med til at sætte demens på dagsorden, der hvor I bor.
Demensvenligt Danmark kommer til at køre en national kampagne og producere en vifte kampagne- og kommunikationsmateriale, som I kan bruge, ligesom vi vil gøre vores bedste for at skabe opmærksomhed om demens og demenssymbolet i medierne og i bybilledet rundt om i landet. I kan gøre en stor forskel ved at sørge for lokal opmærksomhed og masser af gode samtaler om demenssymbolet og demensvenlighed og selvfølgelig inkludere mennesker med demens i så mange aktiviteter som muligt.
Det vi ønsker os af jer, er:
- At I sætter kryds i kalenderen i Uge 19 og beslutter, at I gerne vil være med
- Sender os en mail på info@demensvenligt.dk og lader os vide, at I gerne vil deltage i Demensugen 2026 – så skal vi sørge for at holde jer orienteret om kampagnen og sende jer materialer, så snart de er klar.
- Måske allerede nu begynder at tænke en tanke om, hvordan I gerne vil deltage – om I vil dele informationsmateriale til jeres lokal fysioterapeut, læge, tandlæge, fodterapeut. Eller om I skal finde sammen med andre frivillige eller demensfaglige og lave et torvearrangement, informationsaften eller lign.
Skriv gerne til os, hvis I har behov for at vende en idé eller vil høre om erfaringer fra tidligere år. Lilie@demensvenligt.dk
Læs mere på www.demensvenligt.dk og se de materialer, der allerede er klar på www.frivilligshoppen.dk/vare-kategori/demensvenligt-danmark/