Tvangsbehandling

Sidst redigeret den 09.01.2018

Psykiatrisk sygdom
Patienter med psykiatrisk sygdom kan lige som patienter med somatisk (fysisk) sygdom frabede sig behandling. 

Men disse patienter kan under visse betingelser tvangsbehandles for den psykiatriske lidelse, hvis lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Patienten skal som udgangspunkt være indlagt på en psykiatrisk afdeling og skal være sindssyg eller i en ligestillet tilstand. Derudover er det en betingelse, at det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve og behandle patienten, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive forringet, eller at patienten udgør en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Det er en psykiatrisk overlæge, som træffer afgørelse om tvangsbehandling, og lægen beslutter samtidigt, om der skal anvendes anden magt, f.eks. fastholdelse, elektronisk overvågning og bæltefiksering.

Hvis en patient kan tvangstilbageholdes til psykiatrisk behandling, er det muligt tillige at tvangsbehandle patienten for somatisk sygdom, hvis lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Denne beslutning træffes af den psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab.

Patienter som tvangsbehandles får tildelt en patientrådgiver, som skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling.

Somatisk (fysisk) sygdom
Fra 2018 er det muligt at tvangsbehandle somatisk syge patienter, som har en varigt nedsat psykisk funktionsevne, f.eks. mennesker med demens og mennesker med udviklingshæmning.

Der er under visse betingelser mulighed for at indlede og fortsætte en konkret behandling af disse patienter, selvom de i ord eller handling modsætter sig dette. Tvangsbehandling må dog ikke være det første valg. Det skal først være forsøgt at motivere patienten til at tage imod behandlingen, hvor det overhovedet er muligt.

Det er udelukkende en læge eller tandlæge, som kan træffe beslutning om tvangsbehandling. Betingelserne for at træffe beslutning om tvangsbehandling er, at:

  1. en undladelse af at behandle patienten ud fra en sundhedsfaglig vurdering vil føre til væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand, og
  2. behandlingen anses for nødvendig for at forhindre denne væsentlige forringelse, og
  3. det efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste løsning for patienten at gennemføre behandlingen.

I vurderingen af, om det må anses for den bedste løsning for patienten at blive behandlet mod sin vilje, kan der lægges vægt på patientens livssyn, kulturelle baggrund, religion og tidligere tilkendegivelser om behandling fra patienten, da vedkommende var habil.

Der kan også lægges vægt på behandlingens karakter og intensitet sammenholdt med patientens alder, bivirkninger ved en behandling og livskvalitet efter behandlingen.

Der kan kun træffes afgørelse om tvangsbehandling, når der gives:

  • samtykke til behandlingen og
  • samtykke til at denne må foregå med tvang 

fra pårørende, en fremtidsfuldmægtig, en værge, en anden uvildig læge eller tandlæge. Samtykke til selve behandlingen kan også gives af Styrelsen for Patientsikkerhed. En beslutning vedrører en konkret og aktuel behandling og er højst gyldig i 4 måneder.

Hvis det er nødvendigt for at gennemføre tvangsbehandlingen, kan lægen eller tandlægen tillige beslutte at anvende tvangsindgreb til behandlingen.

Det kan være fysisk fastholdelse, beroligende medicin, tvangsindlæggelse og tilbageholdelse på og tilbageførsel til offentligt sygehus. Disse indgreb må ikke erstatte personlig pleje og omsorg og kan således aldrig begrundes i mangel på personale. Der kan kun træffes afgørelse om tvangsindgreb, hvis der også er givet samtykke til dette fra pårørende, en fremtidsfuldmægtig, en værge eller fra en anden uvildig læge eller tandlæge.

Derudover kan overlægen eller overtandlægen beslutte, at en tvangsindlagt patient, som på grund af sin varigt nedsatte psykiske funktionsevne ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig hygiejne, skal have foretaget denne med tvang, hvis det er nødvendigt af hensyn til behandling patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller personale. 

Beslutninger om tvangsbehandling skal dog respektere de tilkendegivelser, en patient har udtrykt i et eventuelt livstestamente.

Indhold hentes