Hvad siger lægen og familien?

Sidst redigeret den 09.01.2018

Lægen
Som nævnt i afsnit om Fornyelse af kørekort, skal der, hvis der er lægelige begrundelser herfor, udfærdiges en lægeattest af bilistens sædvanlige læge, som har kendskab til evt. forudgående sygehistorie.

Lægen skal tage stilling til evnen til at køre bil og foretage en undersøgelse for mentale svigt.

Lægen skal bl.a. vurdere, om bilisten kan orientere sig i tid og sted og egne data. Hukommelsen bliver testet ved genkendelse af ord og en urskivetest skal vise, om der er problemer med rum- og retningssans.

En af begrundelserne for, at der foretages undersøgelse for mentale svigt er, at de ældre bilister, som forårsager trafikulykker, i vid udstrækning lider af forskellige sygdomme, som kan påvirke kørefærdigheden. Det drejer sig frem for alt om demenssygdomme og hjerte-karsygdomme.

Nogle mindre skavanker kan i mange tilfælde afhjælpes med nye briller, høreapparat og behandling. Den ældre bilist kan også selv gøre noget for at nedsætte den forøgede risiko for uheld, f.eks. ved ikke at køre i myldretid, i mørke og i dårligt føre etc.

Politiet har i meget sjældne tilfælde bestemt, at kørekortet kun må bruges til f.eks. kørsel i dagslys (natteblindhed) eller i en begrænset afstand fra bopæl.

Lægen har også pligt til -  når som helst - at udstede et lægeligt kørselsforbud, hvis der er risiko for at trafikfarlig medicin kan påvirke evnen til at køre bil. Forbuddet noteres i lægens journal, men skal kun indberettes til politiet og sundhedsmyndighederne, hvis det forventes overtrådt.

Familien
Pårørende, som med stigende bekymring følger en ældre slægtnings kørsel, står ofte i en vanskelig situation. Mange ældre bliver nemt krænkede, hvis nogen stiller spørgsmålstegn ved deres evner som bilister.

Uanset om der aktuelt er tale om aftagende kørefærdighed, er det en god idé at tage spørgsmålet om fortsat bilkørsel op, både for sig selv, men også sammen med andre, for at planlægge, hvordan fremtidige kørselsbehov skal klares.

Formålet er at kortlægge transportbehovet. Hvor er det, man kører hen? Hvor ofte kører man og på hvilke tidspunkter? Hensigten er at afklare, om kørsel i egen bil kan erstattes af andre former for transport.

I overvejelserne kan indgå families, venners, bekendtes og naboers mulighed for at hjælpe samt diverse transportordninger i det offentliges og frivillige organisationers regi mm.

Der kan være forskel på, hvordan transportproblemer kan løses. Det er derfor også vigtigt at orientere sig om lokale forhold. Se også Kørselsordninger og Transport.

Hvornår skal man holde op med at køre bil?
Man kan fortsætte med at køre bil, så længe det er sikkert. Men tidspunktet kan komme, hvor man skal overveje at stoppe.

Nedenstående spørgsmål kan være en hjælp, når overvejelserne skal gøres eller den vanskelige samtale tages.

  • Føler man sig dårligt tilpas, nervøs eller frygtsom, når man kører?
  • er der mærker og skrammer på bilen, hegn, garagedør o.l.?
  • har man svært ved at orientere sig i kendte omgivelser?
  • har man svært ved at tolke lyssignaler, vejskilte og markeringer på vejbanen?
  • er reaktionsevnen nedsat i uventede situationer?
  • tager man medicin, som påvirker køreevnen?
  • har man svært ved at placere sig i den rigtige vejbane?
  • har man svært ved at finde den rigtige nedkørsel til motorvejen med risiko for at blive spøgelsesbilist?
  • kommer man ofte i risikofyldte situationer?
  • dytter de andre bilister ad én?
  • afslår venner og familie at køre med én?
  • har man fået bøder for trafikforseelser?

Hvis man bliver opmærksom på en eller flere af advarselssignalerne, kan det være en god idé at deltage i et bilistkursus.

Man bør også henvende sig til sin læge, hvis man har problemer med koncentration eller hukommelse eller andre psykiske eller fysiske symptomer, som kan påvirke evnen til at køre bil.

De fleste bilister stopper selv med at køre, når tiden er inde, men en lille gruppe nægter at se situationen i øjnene. De fortsætter med at køre, selvom de udgør en risiko.

Årsagerne er flere, men manglende sygdomserkendelse, f.eks. som følge af demens, og et ønske om fortsat uafhængighed er typiske årsager. Her er det vigtigt, at familien træder til af hensyn til den ældre selv og de øvrige trafikanter.

Indhold hentes