Bus tur til Skanderborg
Onsdag den 27. maj 2026 gik turen til Vestermølle ved Skanderborg, hvor vi blev budt velkommen af Jørgen Lund.
Dagen begyndte med en spændende film om Anders og Kirstine Nielsen, som var blandt pionererne bag andelsbevægelsen. Deres livsmotto var: "Vær dig selv, men ikke dig selv nok", et budskab som prægede deres liv og virke, og som stadig er aktuelt i dag.
Efter filmen fik vi en rundvisning på Vestermølle. Vi besøgte den gamle vandmølle og okkerhytten, hvor vi også fik mulighed for at smage vand fra den berømte helligkilde. Turen fortsatte til den imponerende Riddersal, tegnet af arkitekten Anton Rosen. Her fik vi fortalt hele Vestermølles historie – fra tiden som nonnekloster og frem til nutidens kultur- og aktivitetscenter.
Middagen blev indtaget på Restaurant Vestermølle, hvor vi nød en dejlig frokost i hyggelige omgivelser.
Efter frokosten gik turen videre til bunkerne i Skanderborg Dyrehave. Her fortalte Martin fra Skanderborg Museum levende om de seks bunkere og deres historie. Ved hjælp af historiske billeder fik vi et godt indblik i anlægget, som blev etableret i 1944 som hovedkvarter for Luftwaffe i Danmark.
Museumsbunkerne fortæller historien om besættelsestiden med fokus på tyskernes tilstedeværelse i Dyrehaven og Skanderborg. Vi hørte blandt andet om stikkervirksomhed, modstandsbevægelsen og dagligdagen under besættelsen. Det var en både lærerig og tankevækkende oplevelse.
Dagen blev afsluttet på Danhostel Skanderborg, hvor vi hyggede os med kaffe og kage, inden turen gik hjemad efter en spændende dag fyldt med historie, kultur og gode oplevelser.
Sidst opdateret 31.05.2026





