Drømmeløbere
På denne side kan du læse mere om konceptet, og hvad I kan gøre, hvis I ønsker at lave Drømmeløbere lokalt hos jer.
Drømmeløberkonceptet er en del af Ældre Sagen projekt Drømmekommune, som du kan læse mere om her:
Drømmesamtaler skaber værdighed i ældreplejen
Hvem er drømmeløberne?
En drømmeløber er typisk en borger, der har overvejet at melde sig som frivillig, men er blevet afskrækket af tidsforbruget og forpligtelserne i det frivillige arbejde. Til gengæld vil han eller hun gerne gøre en forskel ind i mellem, når det passer med arbejdet, studiet og familien. Det kan man som drømmeløber, hvor man stiller op for at opfylde én drøm eller opgave ad gangen, til gavn for lokalsamfundets ældste. Erfaringerne fra Gentofte har vist, at denne måde at være frivillig på tiltrækker mange borgere, som ellers er svære at engagere i det frivillige arbejde. Mange udtrykker stor inspiration ved det enkle koncept om at løbe for at opfylde en drøm – og så gør brugen af Facebook det nemt for mange at ”hoppe på”.
Frivillig via Facebook
Drømmeløberne har alle meldt sig ind i en privat, lukket facebookgruppe, som administreres af et lille hold af frivillige aktivitetsledere fra Ældre Sagen kaldet Drømmekoordinatorer. I Gentofte Kommune arbejder Ældre Sagen sammen med det lokale plejecenter, som gennem samtaler med beboerne finder frem til konkrete ønsker og drømme. Drømmene formidles videre til drømmekoordinatorerne, som slår ønskerne op i facebookgruppen. Her kan den enkelte drømmeløber så skrive i opslagets tråd, hvis han eller hun gerne vil opfylde drømmen. Drømmekoordinatorerne udvælger en løber og sørger for den videre kontakt til plejecentret, så drømmen kan opfyldes sammen med den ældre. I Gentofte lokalafdeling kommer drømmene lige nu fra plejehjemsbeboere, men i praksis kan drømmene også komme fra mange andre kanter.
Eksempler på drømme
Mange ældre sidder med nogle simple og samtidigt dybtfølte ønsker, som hverken plejepersonale eller pårørende magter at opfylde i hverdagen. Det kan dreje sig om en gåtur i forårssolen, en udflugt til et bestemt museum, en at tale om gamle dage med, en shoppetur i Normal, en tur til et gravsted på kirkegården osv. Fælles for drømmene i konceptet er, at de kan opfyldes i ét møde og ikke handler om gentagende besøg eller længerevarende relationer eller forpligtelser.
Et koncept, der kan udvides til glæde for flere
Drømmeløber-konceptet kan udvides til også at omfatte simple opgaver, der kan gøre en forskel i en ældres hverdag. Og drømmene kan komme ind fra mange steder: Pårørende, hjemmeplejen, frivillige m.fl.
Elementer i konceptet - vigtige erfaringer
I udviklingen af konceptet drømmeløber i Gentofte er der gjort nogle vigtige erfaringer, ikke mindst om kommunikationsvejene fra drøm til opfyldelse. Der er nogle elementer, der skal på plads, for at man kan tilbyde drømmeløbere i sit lokalområde. Det drejer sig om:
- Brug af Facebook
- Flowet og overblik over drømme
- Sikker databehandling
- Evt. samarbejdsaftale, hvis man arbejder med kommunen
- Kompetencer hos drømmekoordinatorer
- Kommunikation og rekrutteringsindsats
I gang hos jer lokalt?
Hvis I kunne tænke jer at høre mere om, hvordan I kommer i gang, kan I kontakte social-humanitær konsulent Louise Murman Spanning (lms@aeldresagen.dk) eller akademisk medarbejder Silas Blomquist (sb@aeldresagen.dk).