Sæt dagsorden i pressen
Journalisten kan bruge pressemeddelelsen som input til en artikel. Nogle gange er man heldig, at avisen kopierer og trykker hele pressemeddelelsen, som den er.
En pressemeddelelse egner sig godt til enkle historier, så det er nødvendigt at have et klart budskab.
Pressemeddelelse om fokuseret indsats
Hvis I har pressefrivillige i jeres lokalafdeling, er det en god idé at inddrage dem før I skriver en pressemeddelelse. De har styr på formatet og ofte gode kontakter til journalister og redaktioner.
Jeres vinkel og budskab afhænger af situationen i jeres kommune og jeres datafund fra spørgeskemaet.
Hvis jeres kommune opkræver betaling, kan I fx sætte fokus på denne del. I bør ikke skrive en pressemeddelelse før I har et klart budskab og kendskab til de lokale forhold.
Gode råd til pressemeddelelsen
- Vær konkret - hvad er dit budskab?
- Hvem er din målgruppe? Er det en journalists opmærksomhed, du eftersøger? Vil du have gjort politikere gjort opmærksomme på et problem? Eller noget helt tredje?
- Skriv max 1 A4-side – gerne kortere. Skriv det vigtigste først.
- Kom altid med svarene på de vigtige hv-ord (hvad handler det om, hvem handler det om, hvorfor er det vigtigt, hvor sker det henne, hvordan sker det).
- Hav en fængende, kort og klar overskrift. Det er den, som fanger modtageren og skal gøre ham/hende interesseret i at læse hele pressemeddelelsen. Eksempler:
Ældre Sagen: Nej til brugerbetaling i XX kommune
Ældre Sagen sætter fokus på skjult brugerbetaling
Ældre Sagen: Behandling i kommunen skal være gratis
- Husk altid afsender og kontaktinformation, hvis journalisterne har opfølgende spørgsmål.
- Brug gerne citater i din pressemeddelelse. Fx citat fra lokalformanden og/eller en patient