Ad hoc-udvalg om styrkelse af det lokale indflydelsesarbejde
Ad hoc-udvalg i 2023
I 2023 har Landsbestyrelsen haft nedsat et ad hoc-udvalg, som havde til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan vi fremadrettet kan styrke det lokale ældre-og sundhedspolitiske indflydelsesarbejde.
Stærkt fokus på kommunernes rolle
Udviklingen går i retningen af, at kommunerne fremover skal påtage sig flere sundhedsfaglige opgaver som følge af den nye sundhedsreform. Samtidig er der et stort politisk og folkeligt fokus på, at kommunerne kan sikre en tryg, sammenhængende og værdig ældrepleje – hvilket også afspejler sig i debatten om den kommende ældrelov. Det betyder, at kommunerne i de kommende år kommer til at spille en endnu mere central rolle i forhold til at sikre en sammenhængende ældre- og sundhedspleje. Derfor bliver det en væsentlig opgave for lokalafdelingerne, koordinationsudvalgene og distrikterne samt sundhedsudvalgene at arbejde for at styrke den lokale indflydelse på ældre- og sundhedspolitikken i kommunerne.
Anbefalinger til Landsbestyrelsen
Ad hoc-udvalget sluttede sit arbejde med at udarbejde et notat til Landsbestyrelsen med en række anbefalinger til, hvordan vi i Ældre Sagen kan styrke og intensivere det lokale ældre- og sundhedspolitiske indflydelsesarbejde. Notatet blev fremlagt på delegeretforsamlingen i november af ad hoc-udvalgets formand Hugo Strange Frank.