Lægebehandling

Sidst redigeret den 09.01.2018

Har man bopæl i Danmark, er man omfattet af den offentlige sikring med ret til behandling af læge og speciallæge. Der er to sikringsgrupper og man kan selv vælge, hvilken gruppe man vil tilhøre.

Gruppe 1-sikrede
Denne gruppe har har ret til

  • gratis behandling hos den praktiserende læge, man er tilknyttet
  • gratis behandling hos speciallæge efter lægehenvisning.

Der er frit valg mellem speciallæger, der er  tilsluttet gældende overenskomst

Henvendelse til øre-, næse-, hals- og øjenlæge samt speciallæge i gynækologi og obstetrik vedrørende svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge kræver ikke henvisning.

Gruppe 1-sikrede kan foretage lægeskift med 14 dages varsel. Kommunen kan oplyse om de lægepraksis, der er åbne for tilgang.

Man kan frit vælge en læge, der har åbent for tilgang. Hvis afstanden fra lægen er mere end 15 km fra ens bopæl, har man ikke krav på at modtage sygebesøg.

Det gælder dog ikke, hvis det ikke er muligt at tilbyde en læge inden for 15 km grænsen, og regionen derfor finder en læge eller praksis, der er beliggende længere væk end 15 km. I København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør er grænsen 5 km.

Gruppe 2-sikrede
Denne gruppe

  • får samme tilskud til behandling hos læge eller speciallæge, der ydes til gruppe 1-sikrede, men betaler direkte til lægen. Tilskud er fratrukket lægens regning
  • kan frit søge læge eller speciallæge
  • er ikke berettiget til hjælp til befordring.

Man vil sandsynligvis altid have en udgift ved besøg hos læge eller speciallæge, fordi læger og speciallæger frit kan fastsætte deres priser. Priserne er som regel højere end de faste tilskud fra det offentlige.

Denne gruppe kan også foretage lægeskift med 14 dages varsel.

 

Indhold hentes