Retshjælpsforsikring

Sidst redigeret den 09.01.2018

I mange forsikringer, f.eks. familieforsikring, kaskoforsikring på bil og båd og hus- og fritidshusforsikring, er der også tilknyttet dækning af de omkostninger, man kan komme ud for i forbindelse med en juridisk tvist på området for den pågældende forsikring.

Formålet med en retshjælpsforsikring er at dække udgifter til sagsomkostninger ved private retstvister, der ikke har forbindelse med egen erhvervsvirksomhed.

Som hovedregel gælder dækningen kun egentlige retssager ved domstolene eller voldgiftssager, men ikke bistand fra advokat herudover, eller sagsbehandling i forbindelse med sager ved klagenævn, der ikke er henvist af retten.

Læs forsikringspolicen – også det med småt!
Det fremgår af forsikringspolicerne og de tilhørende vilkår, betingelser og lignende, om der er knyttet retshjælpsforsikring til netop den pågældende forsikring.

I nogle tilfælde kan det være svært at læse sig til, om en aktuel situation er dækket. Det anbefales derfor, at man spørger sit forsikringsselskab, om der er dækning for retshjælp - eller får det vurderet af advokat inden henvendelse til selskabet. Forkert beskrivelse kan nemlig medføre afvisning af dækning.

Hvis der er dækning for retshjælp, betaler selskabet sagens udgifter. Typisk vil det være advokatsalær og retsafgifter o. lign. til det offentlige. Der er en selvrisiko på 10%, dog mindst 2.500 kr. pr. instans. Hvis sagen skal både for byret og landsret, er selvrisikoen derfor mindst 5.000 kr.

Forsikringen dækker typisk kun op til et maksimumbeløb på 75.000-130.000 kr. ud over selvrisikoen. Beløbene fremgår af policens vilkår, der bliver justeret med mellemrum. Spørg forsikringsselskabet eller advokaten.

Hvis omkostningerne bliver højere end maksimumbeløbet, skal man selv betale resten, hvis man ikke har fået fri proces.

Hvis man opfylder de økonomiske betingelser for at få fri proces, dækker retshjælpsforsikringen uden fradrag af selvrisiko. Man behøver ikke at ansøge om fri proces, for at retshjælpsforsikringen skal dække.

Hvis en retshjælpsforsikring er tilknyttet en forsikring, som er opsagt, gælder de opsagte forsikringsbetingelser om selvrisiko og dækning. Det er f.eks. tilfældet, hvis man ønsker retshjælpsdækning på en husforsikring, der er opsagt for flere år siden, fordi huset er solgt.

Kontakt en advokat
For at en retshjælpsforsikring kan yde dækning, er det en forudsætning, at en advokat vil påtage sig sagen på ens vegne. Advokaten skal vurdere, om der med rimelighed kan arbejdes på at gøre ens krav eller rettigheder gældende.

Visse typer af sager dækkes ikke af retshjælpsforsikringen, navnlig arve- og skattesager samt sager vedrørende ens erhvervsvirksomhed eller ansættelsesforhold.

Ægteskabs- og forældremyndighedssager kan kun opnå retshjælpsdækning i forbindelse med en ankebehandling af sagen i landsretten.

Retshjælpsforsikringen dækker endvidere ikke „bagatelsager“, hvor det omhandlede beløb kun er nogle få hundrede kroner, fordi sagsomkostningerne langt vil overstige dette beløb. Forsikringen yder heller ikke dækning ved injurie- og straffesager.

I modsætning til fri proces, der dækkes af det offentlige for personer med indtægt under visse grænser, yder retshjælpsforsikringen dækning – hvis den gør det – uanset forsikringstagerens indtægts- og formueforhold.

Indhold hentes