Offentlig sagsbehandling

Sidst redigeret den 14.01.2026

Når offentlige myndigheder behandler sager - som fx når en kommune træffer afgørelse eller behandler klager, mm., - gælder der regler som skal sikre, at myndigheder træffer korrekte afgørelser, og at offentligt ansatte opfører sig på en måde, så borgere kan have tillid til myndigheder.

Hvis sagsbehandlingsreglerne ikke overholdes af myndigheden, kan det få forskellige konsekvenser, afhængig af alvoren af myndighedens sagsbehandlingsfejl. Fx kan det betyde, at en afgørelse er ugyldig og sagen skal behandles på ny, at klagefristen bortfalder, at myndigheden får kritik fra ombudsmanden, erstatningsansvar, mm.

Nedenfor nævnes kort nogle af de vigtigste regler som gælder, når offentlige myndigheder sagsbehandler.

Myndigheder skal indhente oplysninger til sagen
Myndigheder skal sikre, at en sag indeholder de rette oplysninger, før der kan træffes en korrekt og gyldig afgørelse. Det er derfor som udgangspunkt ikke borgeren selv, der skal sørge for sagsoplysningen. Myndigheder har notatpligt under sagsbehandlingen, dvs. at de har pligt til at skrive forskellige oplysninger i sagen ned, hvis oplysningerne har betydning for sagens afgørelse. Hvis en myndighed undlader at indhente oplysninger, som har betydning for sagen, kan det i en klagesag betyde, at myndighedens afgørelse bliver vurderet som ugyldig, og at sagen skal gå om.

Visse oplysninger kan myndighederne ikke indhente uden borgerens samtykke. Hvis man ikke vil give samtykke, har myndigheden pligt til at oplyse, hvilke konsekvenser det vil få for ens sag.

På det sociale område har man i nogle situationer pligt til at give visse oplysninger af sig selv til en myndighed, for at bevare sin ret til sociale ydelser. Det kan fx være oplysning om, at man er flyttet sammen med en anden, eller at ens økonomi er ændret.

Parter i en sag skal partshøres
En part kan fx være en person som ansøger om hjælp fra kommunen, en klager eller en person eller virksomhed, som modtager et offentligt krav, forbud eller påbud. Parten er dermed typisk den eller dem, som en afgørelse i en sag vil blive stilet til. Hvis man er part i en sag, har man ret til at komme med sine bemærkninger til sagen, inden myndigheden træffer en afgørelse. Med andre ord har myndighederne i de fleste situationer pligt til at foretage partshøring, før der træffes afgørelse i sagen. Partshøringen skal sikre, at en part får viden om at sagen eksisterer og mulighed for både at kende oplysningerne i sagen og at kommentere på oplysningerne inden sagen afgøres. Partshøring går hånd i hånd med myndighedernes pligt til at  indhente oplysninger og sikrer, at sagen indeholder de rette oplysninger.

Ret til at få vejledning af myndigheden
Offentlige myndigheder har vejledningspligt, og skal derfor i nødvendigt omfang vejlede og rådgive borgere om spørgsmål inden for myndighedens eget sagsområde. Vejledningspligten har blandt andet til formål at undgå misforståelser eller fejl.

Krav til vejledningspligtens indhold og omfang afhænger af den enkelte borgers behov, og kan være mere eller mindre skrappe. Kravene er typisk mere skrappe, hvis lovreglerne er indviklede, eller hvis sagen er særligt indgribende for borgeren. Særligt skrappe krav til vejledningen kan også være bestemt i lovgivningen.

Myndigheder har udvidet vejledningspligt på det sociale område og ældreområdet
På det sociale område har myndighederne en særlig pligt til at yde en udvidet og helhedsorienteret vejledning og rådgivning. Denne udvidede pligt skyldes, at det kan være svært for borgere at overskue og forstå social- og ældrelovgivningen. Den udvidede pligt betyder, at myndigheder af sig selv skal tage stilling til, om en borger er berettiget til anden eller mere hjælp end den hjælp, der er ansøgt om.

Hvis der kan klages over afgørelsen, har man ret til at få klagevejledning
Hvis en myndighed træffer en afgørelse, som der kan klages over, skal afgørelsen være ledsaget af en klagevejledning. Det kan fx være hvis kommunen træffer afgørelse om afslag på et hjælpemiddel, hvor der kan klages til Ankestyrelsen. En klagevejledning skal indeholde oplysninger om hvor, der kan klages til, hvordan man klager og om eventuel tidsfrist for klage.

Der er ikke krav om, at myndigheder skal vejlede om adgangen til at indbringe en afgørelse for domstolene, men hvis der er lovbestemte frister for at anlægge sag, skal fristen fremgå af klagevejledningen, som også bør oplyse, hvilken ret sagen skal anlægges ved, og hvem borgeren skal anlægge sag mod.

Ret til aktindsigt i sin egen sag
Borgere har som hovedregel ret til indsigt i offentlig sagsbehandling, bl.a. gennem aktindsigt i dokumenter, der indgår i sagsbehandlingen. Man har som hovedregel altid ret til at se sin egen sag, dvs. at man har ret til at få de oplysninger, som en myndighed har om en, og som indgår i sagsbehandlingen. Der er dog nogle undtagelser, hvor man ikke har ret til aktindsigt, fx i myndighedens interne dokumenter.

For at få aktindsigt i sin sag, skal man henvende sig til den myndighed, der har sagen. En ansøgning om at få aktindsigt skal som udgangspunkt behandles inden 7 arbejdsdage. Hvis myndigheden ikke kan overholde fristen, skal den oplyse om årsagen til at fristen overskrides samt oplyse den forventede sagsbehandlingstid. Hvis man får afslag på aktindsigt i sin sag eller i dele af sagen, har man ret til at få en begrundelse for afslaget på aktindsigt, og man kan klage over afslaget.

Ens sager skal behandles ens og afgørelser skal følge lovgivningen
Myndigheder må ikke gøre usaglig forskel på borgerne i sagsbehandlingen. Ens sager skal behandles ens, og borgere i samme situation skal som udgangspunkt have samme afgørelse. Forskelsbehandling skal begrundes sagligt og objektivt for at være lovlig.

Offentlige myndigheder må ikke handle i strid med loven, og afgørelser skal som udgangspunkt have hjemmel i en lov eller i andre retskilder. Retskilder kan fx være en dom eller afgørelse.

Der gælder et forbud mod at offentlige myndigheder tager usaglige eller irrelevante hensyn i sagsbehandlingen og i afgørelser. Forbuddet betyder, at myndigheder skal sikre, at det kun er relevante og saglige hensyn som inddrages i en sag.

Krav på en begrundelse for et afslag
Man har krav på en begrundelse, hvis ikke man fuldt ud får medhold i en afgørelse. En begrundelse skal hjælpe borgeren til at forstå afgørelsen og til at tage stilling til, om afgørelsen skal accepteres, påklages eller indbringes for domstolene.

Hvis man har fået afgørelsen mundtligt, har man krav på at få en skriftlig afgørelse med begrundelse, hvis man beder om det senest 14 dage efter modtagelsen af den mundtlige afgørelse. Hvis man senere end 14 dage efter modtagelsen af afgørelsen beder om at få den skriftligt, kan myndigheden kun afvise, hvis det ikke længere er muligt for myndigheden at lave en skriftlig rekonstruktion af begrundelsen for afgørelsen.

En begrundelse skal henvise til de lovregler og andre regler, som afgørelsen er truffet efter, og begrundelsen skal være korrekt, dækkende og til at forstå for modtageren.

Hvis der er tale om en afgørelse, hvor myndigheden har foretaget et skøn (fx om et hjælpemiddel i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet), skal begrundelsen angive de hovedhensyn, der er afgørende for myndighedens skøn og afgørelse. I nogle situationer skal begrundelsen også kort redegøre for, hvilke oplysninger der har mest betydning for afgørelsen.

Ret til en bisidder eller en repræsentant
Man har som udgangspunkt ret til at lade sig repræsentere af andre i sager, der behandles af offentlige myndigheder. En repræsentant kan fx være en advokat eller et familiemedlem, som har fået fuldmagt. Man har også ret til at tage en bisidder med til møder med offentlige myndigheder. I flere af Ældre Sagens lokalafdelinger yder frivillige en indsats som bisiddere.

Man har ofte ret til at blive inddraget i sin egen sag. På det sociale område skal man have mulighed for at medvirke i behandlingen af ens sag. Hvis en person ikke selv kan varetage sine interesser, skal personen stadig inddrages i sin egen sag i videst muligt omfang. Hvis personen ikke har nogen til at hjælpe sig med at varetage sine interesser, har kommunen pligt til at vurdere, om Familieretshuset skal anmodes om at beskikke en værge.

God forvaltningsskik og frister for sagsbehandling
Myndigheder skal overholde ”god forvaltningsskik”. Det er god forvaltningsskik, hvis myndigheden overholder de ovenfor nævnte sagsbehandlingsregler. God forvaltningsskik omfatter dog også, at myndigheder skal optræde venligt og hensynsfuldt og skrive til borgerne i et ordentligt og forståeligt sprog. Hvis god forvaltningsskik ikke overholdes, kan det svække tilliden til myndigheden og føre til kritik fra ombudsmanden. Myndigheder kan ved domstolene blive erstatningsansvarlige, hvis de ikke handler efter god forvaltningsskik.

Hvis der ikke gælder en frist for sagsbehandlingen i en sag, er det god forvaltningsskik, at sagen behandles inden for rimelig tid, og at myndigheden undgår unødvendige forsinkelser i sagsbehandlingen. Hvis der ikke gælder en særlig frist, og hvis myndigheden ikke kan nå at træffe afgørelse inden for 1 måned, bør myndigheden snarest og inden 1 måned bekræfte at sagen er modtaget og så vidt muligt oplyse, hvornår borgeren kan forvente at få en afgørelse.

På det sociale område og ældreområdet gælder hurtighedsprincippet, som betyder, at ansøgninger og spørgsmål om hjælp til en borger skal behandles hurtigst muligt af kommunen.