Middel og ikke mål
Sidst redigeret den 15.01.2024
Opsparing er ikke et mål i sig selv. Penge er til for at bruges enten af én selv eller af arvingerne.
Man skal spare op, hvis og kun hvis man foretrækker at bruge mindre nu for at have et større forbrug senere. Det er banalt, men en del mennesker synes at glemme, hvad formålet med opsparing egentlig er.
Der er mange mennesker, der sparer for lidt op. Men omvendt er der også en del, der sparer for meget op. De har af sparsommelighed nægtet sig selv mange af de goder, som man kan købe for penge, selv om de har haft tilstrækkeligt med penge.
Tilsvarende er der mange mennesker, der lever forholdsvis sparsommeligt, fordi de ønsker at efterlade sig en vis formue til deres børn. Det er selvfølgelig deres valg. De fleste børn ønsker, at deres forældre skal have det godt og selv bruge deres opsparing, og erfaringen siger, at takket være den generelle indkomststigning har enhver generation en bedre levestandard end den foregående. Så mon ikke „de unge klarer sig“?
De færreste af os dør som erhvervsaktive. Vi bliver ældre og ældre. Samtidig er der ganske mange, som ønsker at holde op med at arbejde for at få en række år, hvor de har et så godt helbred, at de kan nyde tilværelsen med at rejse og dyrke alle de fritidsinteresser, de ikke fik tid til, mens de arbejdede. Det kræver penge. Folkepension og ATP er ikke tilstrækkeligt til at dække de ønsker, de fleste af os har til levestandarden som pensionist.
Indhold hentes