Tvangsbehandling

Sidst redigeret den 14.01.2026

Psykiatrisk sygdom
Patienter med psykiatrisk sygdom kan lige som patienter med somatisk (fysisk) sygdom frabede sig behandling. Men en patient med psykiatrisk sygdom kan i visse situationer tvangsbehandles for sygdommen, hvis sygdommen er til væsentlig fare for patientens liv eller helbred.

Patienten skal som udgangspunkt være indlagt på psykiatrisk afdeling og skal være sindssyg eller i ligestillet tilstand. Derudover skal det være uforsvarligt ikke at frihedsberøve og behandle patienten, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive forringet, eller at patienten udgør en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Tvangsbehandling må som udgangspunkt ikke være det første valg. Det skal først være forsøgt at motivere patienten til at tage imod behandlingen, hvor det overhovedet er muligt.

Det er en psykiatrisk overlæge, som træffer afgørelse om tvangsbehandling, og lægen beslutter samtidigt, om der skal anvendes anden magt, fx fastholdelse, elektronisk overvågning eller bæltefiksering.

Hvis en patient kan tvangstilbageholdes til psykiatrisk behandling, kan patienten samtidig tvangsbehandles for somatisk (fysisk) sygdom, hvis denne sygdom udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Denne beslutning træffes i fællesskab af den psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling.

Patienter som tvangsbehandles, får tildelt en patientrådgiver, som skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling.

Somatisk (fysisk) sygdom
Det er muligt at tvangsbehandle somatisk syge patienter, som har en varigt nedsat psykisk funktionsevne, fx mennesker med demens og mennesker med udviklingshandicap. 

Der er under visse betingelser mulighed for at indlede og fortsætte en konkret behandling af disse patienter, selvom de i ord eller handling modsætter sig behandlingen.

Tvangsbehandling må dog som udgangspunkt ikke være det første valg. Det skal først være forsøgt at motivere patienten til at tage imod behandlingen, hvor det overhovedet er muligt.

Det er udelukkende en læge eller tandlæge, som kan træffe beslutning om tvangsbehandling.

Der kan kun træffes afgørelse om tvangsbehandling, når der gives samtykke til behandlingen og samtykke til, at denne må foregå med tvang. Samtykket skal gives af en pårørende, en fremtidsfuldmægtig, en værge eller en anden uvildig læge eller tandlæge.

Samtykke til selve behandlingen kan også gives af Styrelsen for Patientsikkerhed. En beslutning vedrører en konkret og aktuel behandling og er højst gyldig i 4 måneder.

Hvis det er nødvendigt, kan lægen eller tandlægen beslutte at anvende tvangsindgreb for at kunne gennemføre tvangsbehandlingen. Tvangsindgreb er fx fysisk fastholdelse, beroligende medicin, tvangsindlæggelse og tilbageholdelse på offentligt sygehus m.fl.

Tvangsindgreb må ikke erstatte personlig pleje og omsorg og kan således aldrig begrundes i mangel på personale. Der kan kun træffes afgørelse om tvangsindgreb, hvis der også er givet samtykke til dette fra pårørende, en fremtidsfuldmægtig, en værge eller fra en anden uvildig læge eller tandlæge.

Derudover kan overlægen eller overtandlægen beslutte, at en tvangsindlagt patient, som på grund af sin varigt nedsatte psykiske funktionsevne ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig hygiejne, skal have foretaget denne med tvang, hvis det er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller personale. 

Beslutning om tvangsbehandling skal respektere de tilkendegivelser, en patient evt. har udtrykt i et livs- eller behandlingstestamente. Hvis patienten har registreret et fravalg af genoplivningsforsøg i tilfælde af hjertestop, skal det også respekteres. Se afsnittet Behandlings- og livstestamenter.