Gæld til det private

Sidst redigeret den 15.01.2025

Private kreditorer kan ikke tvinge en skyldner til at indgå en afdragsordning.

Hvis man vurderer, at man ikke kan overholde en afdragsordning med kreditor, skal man hurtigst muligt kontakte denne. Henvendelsen bør være skriftlig med forklaring på, hvorfor man ikke kan betale det skyldige beløb og et konkret forslag til, hvordan gælden kan afvikles.

Ud fra sit budget kan man fx foreslå en afdragsordning, at afdrag sættes ned, at der gives henstand med betaling, at gælden eftergives, eller man kan tilbyde et beløb til fuld og endelig afgørelse. 

Et betalingsforslag skal være realistisk. Det vil bl.a. sige, at der skal være et rimeligt beløb tilovers til at leve for. Har man ikke mulighed for at betale, skal man ikke foreslå det. 

I nogle tilfælde skal der forhandles for at kunne opnå en acceptabel løsning. Hvis der ikke umiddelbart kan opnås enighed, kan det være nødvendigt at få hjælp af en advokat eller revisor, som kan bistå ved forhandlingerne eller foreslå andre løsninger. En anden mulighed er Gældsrådgivning - se afsnit herom.

Betaler man ikke sin gæld, risikerer man at blive registeret i Experians RKI-register (tidligere Ribers), se www.experian.dk. Det medfører, at man kan få svært ved at låne i bank, kreditforening o.lign. Man får skriftlig besked fra Experian, hvis man bliver registreret i registeret. Når man har betalt sin gæld, bliver man slettet igen. Hvis man ikke kan betale, bliver registreringen slettet efter 5 år, uanset at gælden stadig består.

For ikke at glemme at betale sine regninger til tiden kan man tilmelde faste betalinger til Betalingsservice.

Indhold hentes