Kompensationsydelse (tidligere Merudgifter)

Sidst redigeret den 14.01.2026

Formålet med ydelsen er at kompensere borgere med nedsat funktionsevne for de udgifter der følger med en funktionsevnenedsættelse. Det skal sikre, at man kan leve et liv på lige fod med andre uden funktionsevnenedsættelse. Tidligere hed det merudgifter, men nu hedder det kompensationsberettigede udgifter.

Betingelser
Man skal være:

  • Mellem 18 år og folkepensionsalderen
  • Folkepensionist med opsat folkepension
  • Førtidspensionist efter ny lov fra 2003
  • Førtidspensionist efter gammel lov før 2003 der modtager enten kontant tilskud efter servicelovens §95, eller borgerstyret personlig assistance efter § 96

Øvrige betingelser er, at man skal have en varigt nedsat funktionsevne, der har indgribende betydning for dagligdagen, og at kommunen har iværksat hjælpeforanstaltninger, fx førtidspension, hjælpemidler m.m.

Det er en forudsætning, at den kompensationsberettigede udgift ikke kan dækkes efter anden lovgivning, herunder andre sektorer: sundhedssektoren, undervisningssektoren og arbejdsmarkedssektoren.

Udmåling:
Kompensationsydelsen kan søges efter 2 forskellige grupper:

Gruppe I

Her skal man have kompensationsberettigede udgifter for mindst 580 kr. pr. måned (6.960 kr. årligt) (2026) Er det tilfældet får man udbetalt et standardbeløb på 1.155 kr. om måneden.

Gruppe II

Kompensationsberettigede udgifter på op til 2.090 kr. om måneden skal sandsynliggøres.

Ved kompensationsberettigede udgifter på 2.090 kr. eller mere om måneden udbetales de faktiske udgifter plus et standardbeløb på 523 kr. Men det er ikke alle kompensationsberettigede udgifter, der gives støtte til. Der findes en fast liste over de merudgifter, der kan tages med i opgørelsen, og alle udgifterne skal dokumenteres.

Ydelsen fortsætter til man når folkepensionsalderen, hvor den bortfalder. Kommunen skal ved overgang til folkepension vejlede den enkelte om muligheden for at søge tillæg til folkepensionen.

Indhold hentes