Personskade

Sidst redigeret den 09.01.2018

Erstatningsansvarsloven indeholder regler om erstatning for personskade og regler om godtgørelse.

Der kan ydes erstatning for

  • tabt arbejdsfortjeneste,
  • tab af erhvervsevne
  • afholdte og fremtidige helbredelsesudgifter
  • tab af forsørger til ægtefælle/samlever og børn.

Det er den, som har lidt skaden, der skal bevise at uheldet har medført en forringelse af den økonomiske situation.

Der kan derudover ydes godtgørelse for

  • svie og smerte og varigt mén.

Er skaden en arbejdsskade, findes reglerne i lov om arbejdsskadesikring. Vejledning herom findes på www.aes.dk.

Helbredelsesudgifter og andet tab
En erstatningsansvarlig for en personskade skal betale for rimelige og nødvendige udgifter til at få den skadelidte helbredt. Det kan f.eks. være udgifter til medicin, behandlinger eller transport.

Udgifterne skal dokumenteres og skal erstattes i det omfang, de ikke bliver dækket fra anden side, f.eks. af kommunen, sygeforsikring og ulykkesforsikring.

Hvis der er opstået et varigt behov for helbredelsesudgifter og andet tab som følge af skaden, fastsættes dette som en engangssum, som højst kan udgøre den forventede gennemsnitlige årlige udgift ganget med 10.

Beløbet nedsættes pga. alder efter samme regler, som gælder for varigt mén (se nedenfor).

Tabt arbejdsfortjeneste
En ulykke kan medføre, at man ikke kan passe sit arbejde fra det tidspunkt, skaden er sket.

Tab af indtægt kan forholdsvis let gøres op, hvis skadelidte er lønmodtager. Erstatningen beregnes på grundlag af den mistede indtægt før skat, men med fradrag af sygeløn og sygedagpenge fra arbejdsgiver eller kommunen samt visse typer forsikringsydelser.

Det kan være vanskeligt at opgøre, hvis skadelidte er selvstændig erhvervsdrivende. Erstatningen må evt. afgøres ved et skøn, hvor man går ud fra virksomhedens resultat de senere år eller ved et dokumenteret driftstab.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste betales, indtil man kan genoptage arbejdet i samme omfang som før, eller indtil det er muligt at opgøre et varigt erhvervsevnetab.

Der skal betales skat af erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste.

Den skadelidte har pligt til aktivt at være med til afklaring af sin fremtidige erhvervsevne, f.eks. ved at deltage i de revaliderings- og aktiveringsmuligheder, der tilbydes i henhold til lovgivningen.

Erhvervsevnetab
Ulykken kan medføre, at skadelidte ikke længere kan arbejde i samme omfang som før.

Erstatning for erhvervsevnetab bliver fastlagt ud fra skadelidtes evne til at tjene penge på skadestidspunktet.

Der skal således betales erstatning for tab af erhvervsevne ud fra et økonomisk synspunkt. Det må ikke forveksles med godtgørelse for varigt mén, der er medicinsk betinget.

Erstatningen for tab af erhvervsevne beregnes som udgangspunkt ud fra årslønnen inkl. evt. personalegoder i året forud for skaden x 10.

Det beløb ganges herefter med den endelige erhvervsevnetabsprocent (den forventede årlige indtægtsnedgang, efter at helbredstilstanden er blevet stationær).

Der foretages fradrag i erstatningen på grund af alder på tidspunktet, hvor skaden sker:

  • med 1% for hvert år, skadelidte var ældre end 29 år
  • var skadelidte fyldt 55 år, nedsættes erstatningen med yderligere 2% for hvert år indtil
  • det fyldte 69. år, hvor den udgør 45 %.

Herefter nedsættes erstatningen ikke yderligere.

Er skadelidte selvstændig erhvervsdrivende, fastsættes årslønnen ved et skøn over indtægtsmulighederne.

Vejledende kan ved mindre virksomheder bruges de seneste tre års gennemsnitsindtægt ved eget arbejde - også med fradrag pga. alder.

Både for lønmodtagere og selvstændige har loven sat en øvre grænse for erstatningens størrelse, der er 9.227.500 kr. (2018).

Der kan sædvanligvis ikke fastlægges erhvervsevnetab for folkepensionister. Derimod kan skadelidte på helbredsbetinget førtidspension få erstatning for erhvervsevnetab, hvis vedkommende for eksempel passer hus og hjem for ægtefællen.

Her må erstatningen beregnes ud fra et skøn over, i hvilket omfang arbejdet i hjemmet bliver nedsat, og over værdien af arbejdet med evt. fradrag for alder.

Mindre tab erstattes ikke og der ydes ikke erstatning for erhvervsevnetab, der er mindre end 15%.

Både skadevolder og skadelidte kan indhente en udtalelse i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om erhvervsevnetabsprocenten. Udtalelsen er vejledende.

Man kan derfor ikke være sikker på, at udtalelsen uden videre lægges til grund i en strid om erstatningen. Udtalelsen koster (for 2018) 22.280 kr. og vil normalt være dækket af en skadevolders eventuelle ansvarsforsikring.

Erstatning for tab af erhvervsevne udbetales som et skattefrit engangsbeløb, hvis erhvervsevnetabet er under 50 %, og som indkomstskattepligtige løbende ydelser, hvis tabet er over 50 %.

I det tilfælde kan man bede om, at beløbet op til de 50 % udbetales som et (skattefrit) engangsbeløb, mens den overskydende del udbetales som (skattepligtige) løbende ydelser.

Efterbetaling af en løbende ydelse er altid skattepligtig, selvom udbetalingen har karakter af et engangsbeløb.

Tab af forsørger
Var skadelidte forsørger og er død som følge af ulykken, kan afdødes ægtefælle/samlever og børn blive berettiget til erstatning for tab af forsørger.

Erstatning for tab af forsørger til ægtefælle eller samlever kan udgøre 30% af den erstatning, som afdøde ville have opnået ved et fuldstændigt tab af erhvervsevne.

Fradrag i erstatningen på grund af den afdøde forsørgers alder sker på samme måde som ved beregning af nedsættelse af erhvervsevnetabserstatning på grund af alder.

Ud over forsørgertabserstatning skal en ansvarlig skadevolder betale et overgangsbeløb til en efterlevende ægtefælle eller samlever.

Efterlader afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan beløbet efter omstændighederne udbetales til anden efterladt person, f.eks. større hjemmeboende barn eller søskende, som havde fælles bolig og husholdning med den afdøde.

Overgangsbeløbet ydes som kompensation for de uforudsete udgifter, der er forbundet med en ægtefælle eller samlevers død, f.eks. begravelsesudgifter, flytteudgifter mv.

Svie og smerte mv.
Ud over regler om erstatning for det økonomiske tab er der også regler om godtgørelse for den fysiske lidelse som følge af ulykken i form af godtgørelse for svie og smerte og for varigt mén (se nedenfor).

Godtgørelsen for svie og smerte udgør 200 kr. (2018) for hver dag, den skadelidte er syg og der betales ikke skat heraf.

Kriteriet „syg“ er opfyldt, hvis skadelidte er sygemeldt og modtager behandling, enten ved læge eller f.eks. ved genoptræning. Sygdommen skal kunne dokumenteres ved lægeerklæring. I særlige tilfælde kan godtgørelsen ydes, selvom skadelidte ikke er syg.

Godtgørelse for svie og smerte kan ikke overstige 76.500 kr. (2018).

Varigt mén
Godtgørelsen for mén fastlægges på baggrund af de varige gener, som skaden medfører i hverdagen.

For méngrader under 5% gives ingen godtgørelse.

Méngraden fastsættes i % og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har udarbejdet en tabel over méngrader i forbindelse med en række typiske skadestilfælde.

Tabellen er vejledende, hvilket vil sige, at domstolene kan fastsætte en anden méngrad. I praksis vil domstolene dog kun ændre en vurdering af en méngrad foretaget af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, hvis der er tale om en åbenbar fejl. Se tabellen på www.aes.dk.

Fastsættelsen af méngraden skal ske på det tidspunkt, hvor det må antages, at skadelidtes helbredstilstand ikke vil blive yderligere forbedret. Det betyder, at følgerne af skaden ofte først kan fastlægges efter 6 - 12 måneder efter skadesdatoen.

Der foretages fradrag i godtgørelsen på grund af alder på tidspunktet, hvor skaden sker:

  • med 1% for hvert år, skadelidte var ældre end 39 år
  • var skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1% for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden indtil
  • det fyldte 69. år, hvor den udgør 60 %.

Herefter nedsættes godtgørelsen ikke yderligere.

Godtgørelse for varigt mén udbetales altid som et skattefrit engangsbeløb.

Evt. omkostninger til advokat
Hvis der er tale om en betydelig personskade, kan der kræves dækning af omkostninger til advokat, der bistår skadelidte over for skadevolderens ansvarsforsikring.

I praksis betaler forsikringsselskaberne advokatbistand efter standardiserede takster, og der kan blive tale om en vis egenbetaling.

Advokaterne skal på forhånd oplyse, hvordan deres salærer beregnes, og de kan normalt ikke kræve betaling ud over det, der dækkes af modpartens forsikring, hvis det ikke er aftalt i forvejen.

Indhold hentes