Hegnsloven

Sidst redigeret den 15.01.2024

Hegnsloven indeholder regler om hegn mellem naboejendomme, dvs. ejendomme, som har fælles skel. Loven omfatter dels fælleshegn, dels egne hegn. Fælleshegn står i skellet, eget hegn står på egen grund langs med skellet.

Hegnsloven har regler om højden og arten af hegn, om rejsning og vedligeholdelse af hegn. Loven har ikke nogen præcis definition af et hegn, men det omfatter i praksis både ståltrådshegn, raftehegn, hække og stendiger mv. Højden må i boligområder normalt ikke overstige 2 meter og må ikke uden enighed mellem naboerne være lavere end 1,80 meter.

Den, som har levende hegn – træer og buske –, der vokser ud mod offentlig eller privat vej og sti, skal sørge for, at bevoksningen klippes og beskæres, så færdslen ikke generes.

Foruden reglerne i hegnsloven kan der på ejendommen være tinglyst servitutter eller lokalplan, der ofte ret detaljeret beskriver hvilke slags hegn, der er godkendt netop på det pågældende sted.

Hegnsloven har regler om hegnsyn. Hegnsynet består af tre medlemmer beskikket af kommunalbestyrelsen.

Hegnsynet afgør hegnsproblemer mellem naboer, dels om fælles hegn, dels om egne hegn. I sagernes behandling deltager desuden ofte en medarbejder fra kommunen som sekretær.

Den, der ønsker hegnsynsforretning afholdt, skal skriftligt henvende sig til hegnsynets formand. Navn og adresse kan oplyses på rådhuset, da kommunens tekniske forvaltning normalt er sekretariat for hegnsynet.

Begæringen om hegnsynsforretning skal indeholde oplysning om matrikelbetegnelse for klagerens ejendom samt en fremstilling af de forhold, der ønskes behandlet, og de påstande, der nedlægges. Endvidere skal oplyses navn og adresse på modparten og så vidt muligt naboejendommens matrikelbetegnelse. Husk også egen adresse og telefonnummer.

Hegnsynets formand skal indkalde til åstedsforretning, dvs. et møde på stedet, hvor parterne kan udtale sig over for hegnsynets tre medlemmer, og hegnet besigtiges. Hvis ikke hegnsynet kan tale parterne til et forlig, skal hegnsynet afgøre sagen ved en kendelse.

En part, der er utilfreds med hegnsynets afgørelse, kan indbringe den for domstolene, og det er en god ide at kontakte en advokat for hjælp hertil.

Indbringelse for en domstol skal ske senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes efter nævnte frist, når ansøgning indgives senest seks måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Omkostningerne ved behandlingen af en sag ved hegnsynet er 2.100 kr. (2024). Beløbet betales af den part, der taber sagen, men ofte sker det, at omkostningerne fordeles mellem parterne, fordi ingen af dem helt vinder eller taber sagen.

Begge parter i en hegnsynssag har mulighed for at søge Landbrugsstyrelsen om, at staten dækker omkostningerne for hegnsynet. Udgifter til juridisk bistand regnes ikke med til sagens omkostninger. Det betyder, at eventuelle omkostninger til advokat eller stedfortræder i forbindelse med hegnsynet ikke vil blive dækket. Ansøgning sendes enten med almindelig post til Landbrugsstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V eller på mail landsbrugsloven@lbst.dk.

Omkostningerne ved en retssag vil i reglen være væsentlig højere, se i øvrigt reglerne om Fri proces i afsnittet herom under Rådgivnings- og klagenøgle.

Yderligere informationer findes på Landbrugsstyrelsens hjemmeside: www.lbst.dk.

Indhold hentes