Selve ansættelsen

Sidst redigeret den 15.01.2024

Den, der ønsker at passe en nærtstående, ansættes af den kommune, hvor den nærtstående bor.

Der skal udarbejdes en ansættelsesaftale, hvor de nærmere vilkår for ansættelsesforholdet er beskrevet, herunder periodens længde, arbejdsopgaverne, opsigelsesvarsel mv.

Lønnen udgør 26.018 kr. om måneden. Af dette beløb skal tilbageholdes A-skat, AM-bidrag, lønmodtagerens eget bidrag til ATP og øvrige lovpligtige bidrag efter de gældende regler.

Derudover skal kommunen, som arbejdsgiver, betale sin andel af ATP og feriepenge. Kommunen skal også betale pensionsbidrag på i alt 12%, hvoraf de 4% tilbageholdes i lønnen, mens kommunen betaler et bidrag på 8% af lønnen.

Der optjenes ret til dagpenge under ansættelsen.

Hvis ansættelsen afbrydes på grund af den nærtståendes død, egen sygdom eller andre personlige forhold, udbetaler kommunen løn til den ansatte i én måned efter udgangen af den måned, hvor ophøret finder sted.

Får personen et andet forsørgelsesgrundlag inden for denne periode, bortfalder kommunens forpligtelse.

Retten til ansættelse bevares, når den person, der har pasningsbehov, har midlertidigt ophold i udlandet, fx

  • når der er behov for lægebehandling, der ikke kan fås her i landet eller ved behandlingstilbud, kurophold eller lignende, som er betalt af det offentlige
  • ved kortvarige ferieophold
  • når der foreligger ganske særlige forhold.

Det er en betingelse for at bevare hjælpen i udlandet, at modtageren opfylder betingelserne inden udrejsen. Endvidere, at kommunen løbende kan holdes orienteret om, at opholdet kan ske, uden at de almindelige regler for hjælpen tilsidesættes. Kommunen skal ansøges om tilladelse, hvis opholdet varer ud over en måned.

Indhold hentes