Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Rejser

Få en sikker ferie

10 gode råd hvis du skal flyve på ferie

Læs om, hvad dine rettigheder er, hvis din flyrejse bliver forsinket eller aflyst, din bagage ikke er nået frem, eller flyselskabet går konkurs.

Artiklen kort

Gode råd til flyrejsen

Artiklen giver 10 gode råd, når du skal flyve på ferie.

Det er fx en god idé at købe din billet direkte fra flyselskabet og gemme alle kvitteringer og dokumenter.

Du kan også læse om dine klagerettigheder, og hvad du kan gøre, hvis du mister din bagage, eller flyselskabet går konkurs.

Læsetid: 8-10 minutter

_______________

Udsigten til ferie, sol, sandstrand og afslapning kan gøre de fleste i godt humør.

Men glæden forsvinder hurtigt, hvis dit fly er forsinket, eller din bagage er forsvundet, når du er kommet frem.

I den situation er rart at vide, hvad du kan gøre, og hvad dine rettigheder som forbruger er.

Her kan du læse 10 gode råd om, om hvordan du kan forberede dig, før du rejser, og hvad du kan gøre, hvis uheldet er ude.

1. Køb billet direkte fra flyselskabet

Rejseportaler, der samler rejser fra flere flyselskaber, er gode at bruge som inspiration og til at orientere dig om billetpriser.

Det er dog bedst at købe billet direkte fra flyselskabets hjemmeside. Så undgår du nemlig et ekstra led, hvis du senere har brug for at klage.

2. Vær opmærksom på ekstra tillæg

Som regel er den pris, du bliver præsenteret for til at starte med, ikke den samme, som du ender med at betale.

Det skyldes, at du fx skal betale ekstra for siddepladser, hvis du har brug for ekstra benplads eller har brug for ekstra bagage. De udgifter bliver lagt oven i den oprindelige pris.

Derfor kan det være en god idé grundigt at overveje, hvor meget du kan have i din håndbagage, og hvor stort dit behov for ekstra bagage er. Måske er der penge at spare.

3. Overvej dit behov for forsikring

Det kan føles som en ekstra sikkerhed at købe en afbestillingsforsikring, der gør det muligt for dig at afbestille flyrejsen, hvis du fx bliver syg.

Hvis du overvejer det, bør du undersøge, om det kan betale sig i for hold til, hvad flyrejsen koster.

Undersøg også, om du er dækket af dine private forsikringer (fx indboforsikring), eller om afbestillingsforsikring er inkluderet, hvis du har købt en pakkerejse.

4. Gem kvitteringer og dokumenter

Sørg altid for, at du har gemt kvitteringer, mails og dokumenter fra flyselskabet, så du kan dokumentere, hvad du har betalt for.

Hvis du har brug for at kontakte flyselskabet, er det også en god idé at gøre det skriftligt, så du kan dokumentere, hvad der er sket.

5. Hvis du aflyser, har du ikke krav på at få pengene tilbage

Du har ikke krav på at få dine penge tilbage, hvis du selv aflyser din flyrejse.

Nogle af de skatter og afgifter, som opkræves, når du køber en flybillet, kan du dog få tilbage, hvis du ikke bruger den.

Vil du rejse på en anden dato, er det en god idé at kontakte flyselskabet og høre, om du kan ombooke din billet.

6. Du kan få kompensation, hvis dit fly er tre timer forsinket

Du har ret til et rimeligt måltid fra flyselskabet, hvis dit fly er mere end tre timer forsinket.

Du har også krav på at overnatte på et hotel, hvis forsinkelsen betyder, at du først kan komme med et fly næste dag.

Er dit fly mere end fem timer forsinket, kan du aflyse turen og få pengene tilbage.

Kan eller vil flyselskabet ikke finde en alternativ afgang, har du krav på at få dækket dine udgifter til en anden afgang.

7. Flyselskabet skal finde en ny afgang, hvis dit fly bliver aflyst

Flyselskabet har pligt til at finde en anden afgang, hvis det aflyser din flyrejse mindre end 14 dage før afrejse.

Du har krav på fuld kompensation, hvis den nye afgang betyder, at du får ekstra udgifter i forbindelse med at rejse.

Det kan fx være, hvis du skal rejse fra en lufthavn, der ligger længere væk.

8. Sådan klager du over en forsinkelse eller aflysning

Vil du klage over en forsinkelse eller aflysning, skal du gøre det til flyselskabet, du har købt billetten af.

Hvis bliver tilbudt tilgodebevis eller voucher, er du er ikke tvunget til at tage imod det. Du har krav på at få pengene tilbage. Vælger du at tage imod et tilgodebevis, skal det være gyldigt i 12 måneder.

Du kan kontakte Mæglingsteamet for Forbrugerklager, hvis du og flyselskabet ikke kan blive enige om din klage. Her kan I få hjælp til at finde en løsning.

Læs mere om Mæglingsteamet for Forbrugerklager på www.naevneneshus.dk

Vil flyselskabet ikke tilbagebetale din flybillet, kan du klage til Trafikstyrelsen.

Læs om, hvordan du klager, på www.flypassager.dk

9. Det skal du gøre, hvis din bagage forsvinder eller bliver ødelagt

Du skal henvende dig til dit flyselskab, lige så snart du opdager, at din bagage ikke er kommet frem til tiden, eller hvis den er ødelagt, når den ankommer.

I begge tilfælde skal de lave en PIR-rapport (Property Irregularity Report). Det er dit bevis på, at bagagen er forsinket eller ødelagt.

Du kan spore din forsvundne bagage på www.sita.aero

Du skal selv lægge ud, hvis du køber tandbørste, tøj, oplader, medicin og andre ting, der kan være svære at undvære. Du kan senere få udgifterne dækket af flyselskabet.

Er din bagage ødelagt, skal flyselskabet dække udgifter til ødelagt indhold og køb af ny kuffert.

Din bagage betragtes som forsvundet efter 21 dage. Herefter kan du søge erstatning. Dukker bagagen op senere, skal flyselskabet sende den til dig uden regning.

Ifølge internationale regler skal flyselskabet dække op til 10.000 kroner per person. Du kan eventuelt tjekke, om din indbo- og rejseforsikring dækker et større beløb end de 10.000 kroner.

10. Det kan du gøre, hvis dit flyselskab er gået konkurs

Går dit flyselskab konkurs, før du rejser, er du dækket af Rejsegarantifonden, hvis disse tre krav er opfyldt:

  • Din flybillet er med udrejse fra og hjemrejse til en dansk lufthavn
  • Du kan dokumentere, at du har købt og betalt flybilletten
  • Virksomheden, du har købt billetten af, skal være gået konkurs.

Går flyselskabet konkurs, mens du er på ferie, er du også dækket af Rejsegarantifonden, hvis du opfylder de samme tre krav. Rejsegarantifonden kan også hjælpe dig med at komme hjem igen så tæt som muligt på din hjemrejsedato.

Hvis du rejser med et rejsebureau, skal du være opmærksom på, om det er medlem af Rejsegarantifonden. Er rejsebureauet ikke medlem, er du ikke dækket, hvis det går konkurs.

Læs mere om dine rettigheder, hvis du flyver på ferie på www.taenk.dk

Læs mere om Rejsegarantifonden på www-rejsegarantifonden.dk

Læs mere om rejser

Om artiklen

Kilde
Forbrugerrådet Tænk

Skribent

Digital redaktør i Kommunikation, Rasmus Ø. Junge

Sidst opdateret 14.12.2023