Hjælpemidler
Mange har ting i hverdagen, som er blevet besværlige. Det kan være at tage låg af glas tage tøj på, dryppe øjne og meget andet. Men mange kender ikke til hjælpemidler, der allerede findes. Derfor er der et stort behov for at udbrede viden om hjælpemidler og vise, hvordan selv små løsninger kan gøre en stor forskel i hverdagen.
Den første onsdag i hver måned kl. 15 - 16:30 har vi åben kontortid med oplysning om hjælpemidler på Ældre Sagens kontor i Randers. Her sidder vores trænede frivillige klar til at hjælpe med at finde frem til de hjælpemidler, der er gode netop for dig. Pårørende er også velkomne til disse gratis kontortider.
Ældre Sagen Randers har indgået et samarbejde med Randers Kommune. Sammen arbejder vi på at informere om og demonstrere de enklere hjælpemidler, som kan støtte borgere i at bevare deres selvstændighed og tryghed i hjemmet. Gennem fælles aktiviteter, oplæg og praktiske demonstrationer ønsker vi at gøre teknologien mere nærværende og tilgængelig for alle, der kan have gavn af den – både borgere, pårørende og frivillige.
Hjælpemidler dækker over et bredt spektrum af løsninger, der kan gøre hverdagen lettere, tryggere og mere selvstændig for borgere i alle aldre. Det kan være alt fra helt enkle hjælpemidler, som gribetænger, skridsikre måtter og ergonomiske køkkenredskaber, som mange mennesker kan have gavn af, til mere avanceret udstyr som elektriske kørestole, elektroniske medicindispensere, sensorteknologi eller intelligente støttesystemer i hjemmet. Fælles for dem alle er, at de kan styrke livskvaliteten og give mulighed for at klare flere ting selv.
Vi kommer gerne ud til beboerforeninger, aktivitetsudvalg eller andre forsamlinger, som måtte have lyst at lave et arrangement, hvor man også kan se, røre ved og afprøve forskellige hjælpemidler. Hold derfor øje med vores hjemmeside, månedsannoncer og Facebook-side, hvor vi løbende annoncerer nye aktiviteter og muligheder for at blive klogere på hjælpemidlers mange potentialer.
Ole Klejs Hansen, tlf. 29 45 63 91.
Sidst opdateret 28.10.2026