Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Årsmødet 2024 - bestyrelsens beretning, fremtidstanker og tak til de frivillige

Formanden har ordet ...

Bestyrelsens beretning ved årsmødet 2024

Ældre Sagen i Nykøbing Falster–Sydfalster har afholdt årsmøde den 12. marts 2024.
Der var mødt ca. 200 medlemmer op.

2023 har været et fantastisk år i vores afdeling.

Vores hus har været brugt rigtig meget – især af os selv, men mange foreninger har fået øjnene op for de gode rammer, så mange aftener og weekender er besat.

Vi har indbudt til arrangementer som aldrig før, og heldigvis har I medlemmer fundet frem til Skovalleen 32A og deltaget i det hele.

80 arrangementer i huset i 2023.
Derudover er der banko, whist, bridge, l’hombre, Madam strik, sprog, skak, It, smart training og mange møder.
Samtidig har vi haft 26 arrangementer ud af huset.
Vi får flere og flere aktiviteter, og vi kan nu tilbyde over 70 hold.

Så ingen har grund til at passe på sofaen – der er nok at deltage i.

Vi har fået en række nye aktiviteter.

* Hver onsdag formiddag er der netværkscafe i huset. Det er for ensomme, og her er alle meget velkomne.
* Hver 14. dag i sommersæsonen starter Old Riders deres motorcykeltur fra huset. Ca. 15 flotte motorcykler, deres kørere og deres passagerer tager så på en god tur på øerne.
Den mere stille aktivitet er L’hombreholdet, der spiller i huset.
Fra nytår er der cafe Husk for demensramte, og så er der stolegymnastik – også i huset.
I Nykøbing Hallen har vi indendørs krolf i samarbejde med Aktiv Fritid.

Alle de gamle aktiviteter er i fuld gang.

Vi sender hvert år mange af vore frivillige på kursus.

På landsplan

  • 40.000 deltager i motion hos Ældre Sagen – og her er vi godt med, da vi har 37 frivillige med mange aktiviteter.
  • Vi er en af de demensvenlige lokalafdelinger som alle kan se i vores program, bl.a. vores nye cafe HUSK.
  • I vågetjenesten er der i hele landet 935 vågere i 81 lokalafdelinger – vi i Nykøbing Falster-Sydfalster våger på alle plejehjem, på sygehuset og i hjemmene – vi har 17 vågere.
  • Ældreloven. Der vil være fokus på frisættelse af borgere og personale. Der vil ske inddragelse af civilsamfundet og være fokus på helhedspleje med tværfaglige selvstyrende teams. Tildeling af hjælp vil være langt mere fleksibel.
  • 3 medlemmer fra bestyrelsen var med i Fredericia ved regeringens forelæggelse af forslaget til ældreloven. For øvrigt var en stor del af de 2300 indbudte bestyrelsesmedlemmer eller frivillige i Ældre Sagens lokalafdelinger.
  • Ældre Sagens medlemmer benytter sig i stort omfang af de digitale muligheder, og på nuværende tidspunkt er der mere end 500.000 medlemmer, der modtager de digitale nyhedsbreve fra Ældre Sagens sekretariat.
  • Derudover har over 300.000 medlemmer tilmeldt sig de lokale nyhedsbreve, som nu 184 lokalafdelinger benytter sig af. Og nyhedsbrevene bliver læst. Mere end Vores lokale nyhedsbrev, der kommer en gang om måneden, bliver modtaget af 2500 medlemmer. Husk at tilmelde dig.
  • Danmarks mest læste magasin er Ældre Sagens blad, der udkommer 5 gange om året med et læsertal på 995.000 – ifølge den seneste Gallupundersøgelse af læsertallet for alle danske ugeblade og magasiner i 2022 – har Ældre Sagens medlemsblad nu overhalet konkurrenterne og lagt sig i spidsen. Samtidig viser en læserundersøgelse fra oktober 2022, at otte ud af 10 læsere er tilfredse eller meget tilfredse med bladet. Mere end halvdelen af vores medlemmer læser alle numre, og tilfredsheden findes på tværs af alder og køn. Bladet opfattes som både troværdigt og relevant.
  • Pr 1. januar i år var medlemstallet i Ældre Sagen 974.111. Der kom i 2023 91.115 nye medlemmer, hvilket er det højeste nogen sinde. Ældre Sagens medlemstilgang de senere år skyldes primært en højere medlemsandel i befolkningen over 50 år, og kun i mindre grad, at denne befolkningsgruppe vokser.

I august havde vores afdeling besøg af Ældre Sagens landsbestyrelse sammen med direktør m.v. fra Ældre Sagens sekretariat.

En række af vore frivillige fortalte om deres arbejde – stor tilfredshed.

Samtidig have vi møde med landsbestyrelsen og vores borgmester om hele ældre sektoren.

100.000 over 65 år har ensomhed tæt inde på livet som en del af deres hverdag. 5 % af de ældre føler sig svært ensomme.

Her har vi sat mange aktiviteter i gang for at afhjælpe ensomheden.

Mange af vore sociale af aktiviteter er i tæt samarbejde med Guldborgsund kommune, som vi i det hele taget har et meget fint og frugtbart samarbejde med – til gavn for mange borgere.

Programmet kommer 2 gange årligt, og når I får det i postkassen, så tænk på, at over 50 bladduer bringer det ud til samtlige 5700 husstande og i alt 7700 medlemmer.

Så har jeg en kommentar til det næste punkt: økonomien, hvor vi igen i år kommer ud med et underskud. Det skyldes dels, at vi igen har investeret i huset, men det er også slut nu. En del skyldes i høj grad huslejen, som hos os er alt: husleje, vand, varme, el, rengøring m.v.

Men vi har styr på det. Vi har kontakt til kommunen, da vi skal have fornyet vores kontrakt.

Tak til Guldborgsund kommune.

Jeg vil slutte med at sige tak til vore frivillige. 260 frivillige er motoren i vores lokalafdeling. Uden dem ingen Ældre Sagen – ingen aktiviteter eller arrangementer.

Hver eneste uge i vinterhalvåret er 1100 af vore medlemmer i forbindelse med Ældre Sagen – takket være de mange frivilliges engagement.

Tak til dem alle!

John Hansen
Formand

 

 

Sidst opdateret 25.03.2024

  • John Olsen

    John Olesen

    • Formand

    Mobil
    31316190