”Aldrig alene” - læsende fællesskab – guidet fælleslæsning.
I samarbejde med Læseforeningen arrangerer Ældre Sagen en række guidede fælles læsninger i løbet af efteråret.
I guidet fælleslæsning læser vi langsomt. Det giver deltagerne mulighed for at nærlæse teksten og at opfange detaljer, de måske ellers ikke ville lægge mærke til. Højtlæsningen kan skabe en fornemmelse af fællesskab, fordi vi sidder sammen og lytter til hinandens stemmer. Som udgangspunkt er det læseguiden, der læser højt, men deltagerne kan også blive inviteret til at læse højt. Dem, der ikke har lyst til at læse højt, er altid velkomne til bare at læne sig tilbage og lytte.Undervejs i læsningen holder vi pauser. I pauserne taler vi om, hvad vi har læst og hvilke tanker og følelser, det vækker. Der kan opstå en undren hos én som afføder et spørgsmål fra en anden som igen vækker et minde hos en tredje. Ofte diskuterer vi både handlingen og karaktererne i teksten. Det kan være, vi taler om sproget, beskrivelserne, og hvad vi ser for os, når vi lytter til teksten. Vi taler om stemninger, følelser og associationer. I guidet fælleslæsning er der ingen rigtige og forkerte svar. Alle tanker og følelser er velkomne. Efter en pause genoptages højtlæsningen. På den måde veksles der mellem højtlæsning og refleksioner.For deltagerne er der ingen forberedelse. Samtalen udgår fra den enkeltes læseoplevelser og de livserfaringer, læseren bringer med sig ind i forståelsen af teksten og ikke fra en faglig forhåndserhvervet viden om litteratur.Sted: Vindrosen – Exnersgade 4, 6700 Esbjerg -Tid: 14-15.30Datoer: torsdage d. 13/8- 20/8 - 10/9 - 24/9 - 8/10 og 22/10.Deltagerantal: 8 - 10Læseguide: Marianne Hansen & May-Britt Christ iansenTilmelding til: esbjerg@laeseforeningen.dk
Sidst opdateret 21.07.2026