Kulturhøjskolen 2026/2027
”Du skulle bare vide…” er FOFs slogan, og det er på mange måder, hvad Kulturhøjskolen i Esbjerg handler om. Vi præsenterer hver sæson 6 foredrag, som kan give dig ny viden og skabe grundlag for refleksion - og det sammen med andre nysgerrige. Foredragene foregår i Grundtvigskirken, og man køber adgang til alle 6 foredrag på en gang. På den måde er der en chance for, at vi kan udfordre dig med et foredrag, som du måske ikke umiddelbart selv ville have valgt.
Vi starter hver onsdag formiddag starter med klaverspil og morgensang, og efter foredraget er der mulighed for debat og dialog. Dørene åbner kl. 09.00 med mulighed for at tilkøbe et rundstykke og en kop kaffe. Foredragene begynder kl. 10.00 og varer 1,5–2 timer afhængigt af, hvilket foredrag, det er. Kort sagt, så er der lagt op til nogle hyggelige timer sammen.
Prisen er kr. 950 for alle 6 foredrag. Ønsker du at dele betalingen i to, så kontakter du bare FOFs kontor på tlf. 7512 3805.
Kulturhøjskolen Esbjerg er et samarbejde mellem FOF og Ældre Sagen i Esbjerg, og vi glæder os til at se dig.
Tilmelding og betaling:
![]() |
Program for kulturhøjskolen i Esbjerg sæson 2026/2027
30/9 2026 - kl. 10.00-11.30
Karen Marie Lillelund: Humor hele livet
Det humoristiske overskud starter hos os selv, og Karen-Marie Lillelund giver i dette foredrag mange forskellige bud på, hvor vi kan begynde; i det nære, på jobbet, i parforholdet og i forhold til os selv.
Humor er en eftertragtet egenskab. Vi ønsker os medarbejdere med humor, kolleger med humor, kærester med humor og det gør da heller ikke noget, hvis kioskmanden og kasseassistenten har et humoristisk overskud. Men det hjælper ikke meget, hvis vi nøjes med at ønske os, at omgivelserne har humor. Vi kan som bekendt ikke ændre andres adfærd - kun vores egen.
Det er en udbredt misforståelse, at nogen mennesker simpelthen mangler humoristisk sans. De har den. De har bare aldrig trænet den. Andre har fået humoren ind allerede fra barndommen, og de har selvfølgelig en fordel. Ligesom mennesker, der har fået grundlagt gode motionsvaner allerede i en tidlig alder har nemmere ved at fastholde et sundt aktivitetsniveau. Men det er aldrig for sent at gå i gang. Heller ikke når det gælder humor.
Der er mange forskellige veje til mere munterhed i hverdagen og alt efter personlighed, vil nogen virke lettere end andre. Men en ting er sikkert: Der er en humoristisk vej til os alle. Det gælder bare om at finde den, siger Karen-Marie, som kickstarter sæsonen hos Kulturhøjskolen, Esbjerg.
————————————————————————
28/10 2026 kl. 10.00-12.00
Ronnie Flyvbjerg Olesen: Mit liv i musikken
Ronnie Flyvbjerg Olesen er til daglig kapelmester i Mariehaven og for Birthe Kjær.
Tilskuerne vil få indblik i Ronnies positive fortælling om livet som adoptivbarn, der som ganske spæd kommer til en musikalsk familie i det midtjyske.
Ronnie mestrer klaveret som sit hovedinstrument og vil føre os igennem flotte musikstykker, krydret med fortællinger fra sit liv og virke.
”Vi skal naturligvis også synge fællessange, som er en unik og stærk kulturarv, vi har i Danmark”, udtaler Ronnie, der ser frem til en musikalsk og dejlig formiddag hos FOF Sydvestjylland.
————————————————————————
25/11 2026 kl. 10.00-12.00
Søren Gade | Folketingets formand: Folketinget og magtens tredeling
Som en del af en foredragsrække om magtens tredeling inviterer vi til et aktuelt og oplysende foredrag med Folketingets formand, Søren Gade. Foredraget sætter fokus på Folketingets rolle som den lovgivende magt og på samspillet mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i det danske demokrati.
Søren Gade giver et indblik i, hvordan Folketinget arbejder i praksis – fra lovforslag og udvalg til debat og vedtagelse af lovgivning – og hvordan Folketinget udøver sin kontrol med regeringen. Derudover fortæller han om Folketingets betydning i magtens tredeling og om de demokratiske principper, der skal sikre magtens balance og ansvarlighed.
Med afsæt i sine egne erfaringer som Folketingets formand giver Søren Gade et personligt perspektiv på formandens rolle: Ansvaret for at lede Folketingets arbejde, sikre ordentlige og saglige debatter og værne om Folketingets uafhængighed og parlamentariske spilleregler.
Foredraget perspektiverer Folketingets arbejde i en større demokratisk sammenhæng og henvender sig til alle, der ønsker en bedre forståelse af, hvordan magten i Danmark er fordelt – og hvordan den lovgivende magt fungerer i praksis. Foredraget afsluttes med mulighed for spørgsmål og dialog.
————————————————————————
27/1 2027 kl. 10.00-11.30
Jens Møller : Opklaret
Foredraget tager afsæt i bogen "Opklaret - Drabschefens Erindringer" om Jens Møller Jensens mangeårige ansættelse ved dansk politi. Her har han både efterforsket personfarlig kriminalitet, menneskehandel og narko. I foredraget fortæller Jens om arbejdet med flere af de landskendte sager, som morfarmorderen, drabet på den svenske journalist Kim Wall, de københavnske terrorangreb og skuddene mod betjentene på Christiania.
Efter over 10 år som drabschef har Jens også stor erfaring med at være leder for en stribe medarbejdere og lede komplicerede efterforskninger. Publikum får et unikt indblik i dansk politis mange nye greb til at efterforske kriminalitet. Hvad er en manhunt, hvor finder man dna, og hvordan får man en gerningsmand til at tilstå? Hør også om brug af specialister, som forstærker politiets efterforskningsteam, om hvordan Jens er med til at holde modet oppe hos sine medarbejdere, og om vigtigheden af debriefing efter en voldsom hændelse kan bære kollegaerne helskindet igennem.
Jens er også åben og ærlig omkring de personlige følelser og tanker, og det store ansvar han har stået med som leder af store efterforskninger i så mange år. I dette foredrag får I et nuanceret billede af vor tids efterforskningsskridt og et særligt indblik i politiets grundige arbejde, der ofte ikke får fokus i den daglige nyhedsdækning.
————————————————————————
24/2 2027 kl. 10.00-11.30
Eva Smidt, juraprofessor : Retssikkerhed for alle
Danmarks første kvindelige juraprofessor og markant retspolitisk debattør, holder engagerende foredrag om retssikkerhed, menneskerettigheder og sin karriere. Hendes foredrag trækker ofte på hendes selvbiografi "Jeg håber, jeg har gjort en forskel" samt hendes opvækst i et ministerhjem, hendes kamp for svage i retssystemet og hendes syn på dagsaktuelle juridiske emner. Eva kommer ind på emnet ”Retssikkerhed for alle”, hvor hun argumenterer for, at retssikkerhed gælder for alle, også dem, samfundet ikke kan lide. Hun berører også menneskerettigheder med fokus på lighed og retfærdighed.
————————————————————————
31/3 2027 kl. 10.00-11.30
Tom Hansen: Café Exit
Tom fortæller om forbrydelsen, der kostede en tur bag tremmer. Han fortæller om de udfordringer, tanker og problematikker, der følger med en fængselsdom, når man som en ganske almindelig mand pludselig havner i fængsel.
Slutteligt fortæller Tom om mødet med en verden, som de færreste kender til og den svære vej tilbage til samfundet.
Tom er i dag løsladt, ansat i Café Exit, og i foredraget fortæller han både levende både og ærligt og giver deltagerne et indblik ind i livet bag tremmer.
Sidst opdateret 25.03.2026
