Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Frivillignetværket

Partnerskab og samarbejde mellem kommunen, kirkerne, Røde Kors, Seniorrådet og Ældre Sagen

Sammen stiller vi frivillige til rådighed med forskellige tilbud til kommunens borgere.

ONLINE LÆSEGRUPPE OG FÆLLESSKAB FOR DIG OVER 60 ÅR – SAMMEN HVER FOR SIG
Har du lyst til at være med i en læsegruppe og deltage i hyggeligt samvær med andre, men på sikker afstand hjemme fra stuen? Så er vores Online Læsegruppe noget for dig – tilbuddet er gratis.

Alle kan være med – man skal blot have lysten til at læse en god bog og være en del af et fællesskab.
Vi ”mødes” over video hver anden uge. Maibritt fra Pensionisthuset Stranden er tovholder og guider vores snak om den bog, vi læser. En gang om måneden supplerer Susanne, som er bibliotekar på Brøndbyvester bibliotek, med spændende oplæg om f.eks. bogens forfatter eller den tidsperiode bogen foregår. Vi læser primært skønlitteratur som fiktive romaner, men genren kan variere. Vi beslutter sammen i gruppen, hvad vi skal læse. Ud over samtalerne om de bøger vi læser er der også tid til hyggesnak, hvor vi kan lære hinanden lidt at kende. 

Hvordan deltager jeg?
Du behøver ikke være en haj til teknik for at deltage. Vi hjælper dig godt i gang – hele vejen. Det kræver blot at du har en pc, tablet eller mobiltelefon med kamera for at deltage – har du ikke selv det nødvendige udstyr, kan du låne en tablet i Pensionisthusene i en begrænset periode.  Du skal være medlem af Brøndbys Biblioteker for at deltage. Er du ikke det, kan du let blive medlem – det er helt gratis. Bogen vi læser bliver enten leveret til din dør eller kan afhentes på et af Brøndbys Biblioteker efter aftale med gruppens tovholder.    

Gruppestart:
Gruppen starter den 24. februar kl. 10.30 – 11.30.  

Tilbuddet er et samarbejde mellem Pensionisthusene og Bibliotekerne i Brøndby. 


ONLINEGYMNASTIK
Pensionisthusene tilbyder online gymnastik med aktivitetsmedarbejder Lone Frantzen hver onsdag kl.10.00. Det kræver, at man har en pc/tablet med kamera, men der er også mulighed for at låne en tablet i en periode, så man kan prøve det af. Systemet er relativt nemt at komme på, og vi hjælper alle godt i gang. Online gymnastikken kræver ingen redskaber og øvelserne er tilrettelagt for ældre.


Vejledning i IT-stuerne

I pensionisthusene Stranden i kulturhuset Brønden på 1. sal på tirsdage mellem 10 og 12 og i Møllen på tirsdage og fredage mellem 10 og 12 vejledes i grundlæggende IT betjening, brug af internettet og de offentlige portaler, besvares spørgsmål og løses problemer.
 


Motionsvenner

  • Er du Pensionist og har svært ved at deltage i motionstilbud?
  • Vil du gerne have støtte til at dyrke regelmæssig, let motion?
  • Vil du gerne styrke humøret og kroppen, så du har mere energi til dagligdagens gøremål bliver lettere?

Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, er en motionsven sandsynligvis noget for dig.

Hvad er en motionsven
En motionsven er en frivillig, der kommer på besøg hos dig en gang om ugen og laver 1 – 1 ½ times let motion sammen med dig i dit eget hjem eller går en tur med dig i det fri.
Den frivillige motionsven er klædt på til opgaven af en fysioterapeut og medbringer en lille pose med redskaber, så I eksempelvis kan lave styrke- balance og bevægelighedstræning.
Du bliver matchet med en motionsven, som passer til dig og dine behov. Første gang er der desuden en medarbejder fra kommunen til stede. 


Vandrehold for enker og enkemænd

Har du mistet din ægtefælle eller samlever og kunne du tænke dig at deltage i vandreture og i et socialt samvær med andre i samme situation?

Er du blevet alene indenfor de sidste fire år og er du gået på efterløn eller pension, så kom og vær med i en vandregruppe med andre i samme situation. 
I vandregruppen kan I støtte hinanden, udveksle erfaringer eller bare have glæde af det sociale samvær – samtidig med at I får frisk luft på gåturene.
 
Om vandregrupperne:

  • Vandregrupperne er inddelt i et herrehold- og et mixhold.
  • Der er max. otte deltagere i hver vandregruppe.
  • Grupperne vandrer en fast dag om ugen i 12 uger.
  • En til to frivillige planlægger, organiserer og går med på vandreturene.
  • En gang om måneden går en præst med på vandreturen og taler med de der ønsker det og har behov.  

Ældre Sagen er repræsenteret i netværket med over 30 frivillige.

Sidst opdateret 15.11.2023

  • Bente Lund Hansen

    • Formand / Socialhumanitær koordinator / Ældrepolitiske gruppe

    Mobil
    24419453