Velkommen til forårssæsonen 2021 i Aarhus

Vi ser frem til at præsentere forårets program. I skrivende stund er situationen fortsat præget af COVID-19. Vi forsøger at arrangere de foredrag, de kurser, ja, fortsat at gøre det, vi ser som en af vores opgaver i Ældre Sagen. Så må vi tage de aflysninger med, der evt. kommer hen af vejen.
Vores frivillige kan nu igen besøge deres ældre, naturligvis under overholdelse af krav om afstand mv. Dog lige p.t. med restriktioner desværre, når det gælder besøg hos ældre, der bor på plejehjem.
Det er vigtigt for den enkelte fortsat at være med i det fællesskab, som det at spille bridge, gå til gymnastik og meget andet er udtryk for. Derfor har vi i det forløbne år investeret i forskellige værnemidler, så aktiviteterne kan gennemføres på betryggende vis.
I efteråret har der været afholdt ÆldreTopmøde, som forhåbentligt kan være startskuddet til en hårdt tiltrængt nytænkning på ældreområdet. Det kan I læse mere om på side 16.

Det er for mig personligt med vemod, at jeg skriver denne sidste velkomst som formand, idet jeg går af til årsmødet i marts 2021. Det er et valg, jeg selv har truffet efter nu snart 20 år som formand for Ældre Sagen i Aarhus.

 

En stor tak til alle jer, som bakker op om vores aktiviteter og en stor tak til alle de mange frivillige, som er hele grundlaget for det lokale arbejde.
De bedste hilsner
Tove Jørvang, formand