Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Beretning 2025

Bestyrelsens beretning for 2025

Ældre sagen Værløse er pr.1.3.2026 oppe på 4831 medlemmer, alene 97 nye medlemmer i januar og februar. Det gør os til en stærk og livskraftig forening. Sammen med Ældre Sagen i Farum er vi ca. 9.000 medlemmer, eller 1/5 af Furesø kommunens borgere.  Vores strategi er helt klar ”at flest mulig kan leve et godt liv - hele livet”. I 2025 har vi haft en stor medlemsfremgang, en nettofremgang på i alt 500 medlemmer. 

 

Vi deltog i 2025 to gange i aftenåbent på Bymidten, med en bod. Vi fik talt med rigtig mange borgere – nogle var allerede medlemmer og nogle bliver måske medlemmer. 

 

Bestyrelsen bestod i 2025 af følgende medlemmer 

 

  • Kirsten Fuursted formand, ansvarlig for social humanitære aktiviteter samt formand for koordinationsudvalget i Furesø 
  • Mogens Dalsgaard 1.næstformand og ansvarlig for arrangementer og kommunikation
  • John Storm, 2. næstformand, sekretær, webmaster og ansvarlig for IT-området og hold(sammen med Birthe Hey og Vivi Fahnø)
  • Birthe Hey kasserer og ansvarlig for distribution af vores lokale blad og hold ( sammen med John Storm og Vivi Fahnø)
  • Jan Brünings ansvarlig for booking af lokaler 
  • Ellen Risum bestyrelsesmedlem ansvarlig for PR med mere
  • Carsten Hermansen ansvarlig for vores lokale Nyhedsbrev mm
  • Karen Astrup 1. suppleant, med i koordinationsudvalget og det socialhumanitære område
  • Susanne Edemann 2. suppleant, med I koordinationsudvalget
  • Vivi Fahnø 3. suppleant, ansvarlig for hold sammen med Birthe Hey og John Storm; formand for brugerudvalget i Satellitten
  • Nell Rindall, ansvarlig for bladet og er en del af arranangementsgruppen.

 

Vi har som sædvanligt haft 11 møder i løbet af 2025 hovedparten afholdt den første onsdag i hver måned undtagen er juli måned, hvor vi holder ferie

 

Arrangementer

Arrangementsgruppen er et udvalg på 9 frivillige som udarbejder og gennemfører alle arrangementerne.

Vi forsøger at tilbyde forskellige arrangementer, så det tiltaler så mange medlemmer som muligt. 

Slide 14

Vi har bl.a. haft Foredrag med flere kendte foredragsholdere: Thomas Larsen, Anna Von Lowzow, Jarl Cordua, Mikael Kamper, Bent Isager-Nielsen.

Dagture, rejser, kunst besøg, byvandringer, biograf forestillinger, musik arrangementer, og vor populærere højskoleophold, som vi nu har gennemført 14 gange.

På sidste årsmøde, var der et ønske om at få flere ture hvor også gangbesværede medlemmer kan deltage – det er der prøvet at tage højde for. Der er dog ture som ikke er velegnede for gangbesværede, hvis det er tilfældet står det i programmet.

Der vil i det kommende program stå : er det velegnet for gangbesværede: ja/nej

 

Formålet med de mange arrangementer er bl.a. at medlemmerne får nogle gode oplevelser, kommer sammen med mange andre medlemmer, får inspiration og danner netværk.

I de mørke tider bliver arrangementerne for det meste afholdt i Salen i Satellitten, i de lyse tider afholdes flere arrangementer udenfor.

Vi håber at medlemmerne fortsat vil deltage, til trods for de problemer, der har været omkring introduktionen af vort nye bookingsystem her fra starten af 2026.

Arrangementsgrupper siger tak for den store opbakning.

 

Hold

I 2025 har der været gang i 45 hold, 19 hold med motion for hjernen heraf 6 sproghold og 26 hold for motion for kroppen. Der er mere end 600 deltagere på holdene. Vi har stadig haft fokus på at få mændene ud af busken og det nye hold mad for modne mænd blev hurtigt et tilløbsstykke, men også motionshold for herrer har haft en fremgang. Hold størrelserne varierer fra 4/5 stykker og så helt op til naturgruppens 70/80.

På alle hold har det sociale en vigtig rolle, så der er altid tid til /mulighed for at drikke kaffe og te og få en snak på holdet. Hvis et medlem skulle udeblive mange gange, prøver holdlederen at få fat på vedkommende, for at høre hvordan det står til.

Vi hører meget gerne fra medlemmerne om ideer til nye hold og vi prøver, at få omsat ideer til praksis.

I august måned afholdtes et holdledermøde med frokost inden den nye sæson startede i september. Goddag til de nye, opdatering og retningslinjer med mere.

 

IT-cafeen:

Stedet hvor man som borger kan få hjælp, når man har akutte problemer med anvendelsen af IT, men også stedet som afholder temamøder. Dette tilbud gælder for alle borgere ikke kun medlemmer.

IT-cafeen arbejder på 2 fronter, den vigtigste er, at hjælpe borgerne med de mere eller mindre akutte problemer de oplever ved anvendelsen af IT. På ”lagkagen” kan I se at mange opgaver drejer sig om opsætning af computere, installering af programmer og hjælp til mail

den anden er af mere informativ art, hvor man via temamøder forsøger at orientere om ting som enten er af almen interesse, eller som man kan se dukker op i horisonten. 

I it-cafeen har vi 12 hjælpere, som stiller sig til rådighed for hjælp tirsdage fra kl. 14-16 og til hjælp hjemme især for de, der har problemer med internet, stationære computere og printere.

Af de ca.370 henvendelser, der kom til it-cafeen i 2025 blev 88% løst. Det er et meget, meget flot resultat. 

 

I 2025 havde vi temamøder om: Windows abdicerer; Streaming; Kunstig intelligens; For Nørder og nysgerrige sjæle; Hvordan kan sundhedsapps hjælpe mig i min hverdag og MobilePay kan mere end du tror. Desværre har fremmødet ikke været så stort til disse temamøder der har været fra 1-14 deltagere og i gennemsnit omkring 3 deltagere. Det har medført at vi er indgået i et samarbejde med Skovgården i Skovgårdens café og det har betydet at der nu kommer mellem 40-60 personer, så samarbejdet med Skovgården fortsætter vi med i 2026.

 

Socialhumanitære aktiviteter. For alle borgere i kommunen, her skal man ikke nødvendigvis være medlem af Ældre Sagen.

(Også for de som ikke er så mobile, er der aktiviteter). 

Bankovenner I 2025 var der stadig brug for frivillige til bankospil på Ryetbo – her har vi snart været med i 17 år. En opgave, hvor der hver torsdag møder 3-4 frivillige op for at hjælpe og være øjne og ører for plejehjemsbeboerne. 

 

En anden meget populære indsats er Søndagscafeen i Satellitten den sidste søndag i måneden hvor 4-5 værtinder sørger for dejligt hjemmebag frisk kaffe og te og fint dækkede borde til de besøgende. 

 

Hjælpende hænder har haft et travlt år med flere henvendelser end vi plejer at få, gennemsnitlig 4-5 besøg pr. måned.

 

Vores vejledere og bisidder får flere og flere henvendelser og i 2025 var vi oppe på omkring 60 henvendelser, heraf 7 bisidder-opgaver resten vejlederopgaver, nogen strakte sig over flere møder andre bare over et enkelt møde, herudover måtte der henvises til Rådgivningen i Ældre Sagen centralt. Der er dog stadig plads til flere henvendelser.

 

Sorg og livsmodssamtaler er også en af de aktiviteter vi tilbyder. Der er tale om flere samtaler med borgere der henvender sig med ønsket om at få samtaler. Sidste år forsøgte vi os med en sorggruppe, men det har vi været nødt til at stoppe med og henvise til andre, der kan tilbyde dette. 

 

Vågetjenesten er et samarbejde, mellem Ældre Sagen i Farum og Værløse og Røde Kors, og har været i gang siden 2015, så de rundede 10 års jubilæet, som blev fejret i januar 2026.  Der er 26 vågere, som tager vagter af 3 timer i nattetimerne.  Vågetjenesten satte vagter i 101 nætter i 2025, altså mere end en fjerdedel af årets nætter. Heraf blev 64 vågenætter realiseret. Vi var med i 35 vågeforløb – det er det hidtil højeste antal. Vågerne bliver brugt på alle plejehjemmene i kommunen men kan også tilkaldes af hjemmeplejen til private hjem. 

 

”Danmark spiser sammen”

Igen i år holdt vi en fælles spisning, hvor besøgsvennerne var inviteret sammen med deres besøgsværter og andre frivillige inden for det social humanitære-område blev bedt om, at invitere en som var ensom og trængte til at komme lidt ud i byen, med til en hyggelig fællesspisning. I år blev det først til en guidet bustur rundt i hele kommunen, hvor vi så mange af de nye bebyggede områder, herefter en hyggelig julefrokost i Satellitten. 

 

Satellitten I forbindelse med nytænkning af Bymidten, er vi i Ældre Sagen v. Vivi Fahnø og Kirsten Fuursted, blevet involveret i hvordan vi bruger Satellitten og hvordan vi i fremtiden kan se vores behov for lokaler til vores mange arrangementer og hold. Vi har i sidste halvår af 2025, været indkaldt til to møder med kommunen. Planen for udvikling af Bymidten blev vedtaget i december 2024, og nu arbejdes der på, at få omsat planen til virkelighed. Det er den proces Ældre Sagen bliver inddraget i.

 

Hvor findes oplysningerne om alle vores aktiviteter og arrangementer, det gør du 

På Hjemmesiden, som i 2025 fik nyt udseende – den skulle være blevet nemmere at finde rundt i. Det er her, du kan finde alle oplysninger om vores forskellige aktiviteter og arrangementer – så brug den.

 

I Bladet, to gange om året udkommer vores blad, det sker i slutningen af maj og i slutningen af november. Det rummer oplysninger om alle vores kommende aktiviteter – ligesom på hjemmesiden. 

 

I Nyhedsbrevet– det udkommer mindst én gang om måneden med sidste nyt fra os til jer. Så det er en rigtig god idé at abonnere på vores Nyhedsbrev.

 

KOU

I kommuner med mere end en lokalforening – som f.x. Furesø Kommune, hvor Ældre Sagen har en lokalforening i både Værløse og Farum - er der nedsat et koordinationsudvalg - forkortet KOU.

KOU er bemandet af 6 personer fra lokalbestyrelserne – 3 fra Værløse og 3 fra Farum.

Formandsposten går på skift. I 2025 var Kirsten Fuursted fra Værløse  formand for KOU og Birthe Berger fra Farum var næstformand.

Koordinationsudvalget er Ældre Sagens lokalpolitiske repræsentation og skal varetage den ældre- og sundhedspolitiske indsats. KOU har kontakten til de lokale myndigheder.

KOU er garant for, at Ældre Sagen - trods flere lokalforeninger - taler med en stemme i forhold til politikkerne og forvaltningen.

KOUs opgaver har aktualitet. På såvel ældreområdet som sundhedsområdet er der kommet nye reformer. Udmøntningen af disse reformer har i den grad Ældre Sagens interesse og vil blive fulgt ude i kommunerne. 

 

Det var KOU, der stod for Valgborgermødet i oktober her deltog 12 repræsentanter én fra hver af de lister, der stillede op til kommunalvalget 2025. Vi var ca. 150 deltagere nok et af de største valgmøder der blev afholdt i kommunen.

 

KOU følger kommunens arbejde med ældre og sundhed ved at støvsuge det politiske Ældreudvalgs referater. KOU har adgang til det politiske niveau. Det kan være i form af et møde med borgmesteren, formanden for Ældreudvalget med flere. 

 

Ældre sagen centralt

I 2025 nåede medlemstallet op på mere end 1.000.000 medlemmer 

 

21.000 frivillige i Ældre Sagen spiller en uvurderlig rolle for alle dem, de hjælper og for Ældre Sagens aktiviteter
21.000 frivillige er med til at løse tunge samfundsopgaver, fx indenfor digitalisering, sundhed og ensomhed

 

Hvad har vi centralt opnået i 2025:

 

  • Ældre Sagen har fået stor indflydelse på sundhedsreformen, Sundhedsstrukturkommissionen og en ny ældrelov 
  • Ældre Sagen forhindrede, at ældrechecken blev udskudt. Det ville have ramt de fattigste pensionister, der er dybt afhængige af ældrechecken
  • Vi fører en utrættelig kamp mod digital svindel og for digital inklusion.
  • Ældre Sagen afleverede 196 vidnesbyrd til Folketingets Ældreudvalg. De dokumenterer rystende omsorgssvigt og mangel på værdighed i ældreplejen. Vi forventer handling.
  • Ældre Sagen samarbejder med forskere, medicinalfirmaer, teknologifirmer og faglige organisationer om at sprede nye viden om og forebygge demens

 

Frivillige

Vi har i Værløse 168 frivillige som yder en dedikeret indsats for vores mange medlemmer og borgere. På mange forskellige måder og på mange forskellige områder til stor glæde for både medlemmer og borgere. 

Fra bestyrelsen skal der lyde en stor varm og hjertelig tak til alle de frivillige. 

Det er vigtigt, at man som frivillig har mulighed for at få faglig viden og nye impulser ved at deltage i kurser og temadage og at man kan mødes lokalt og udveksle erfaringer, blive inspireret og motiveret til at fortsætte som frivillige, sådanne tiltag fandt løbende sted gennem hele året. Arrangementer af mere social art blev afholdt for at skabe et godt netværk blandt de frivillige, for dem kan vi ikke undvære.

Et af de arrangementer der efterhånden er blevet en tradition, er vores nytårstræf for frivillige i januar hvor frivillige fra alle områder mødes uformelt og danner netværk på tværs. 

 

Det blev i 2025 også til en større udflugt, turen gik til Furesøbad med sejltur på Furesøen efterfulgt af let frokost på Furesø Marina

 

Afslutning

Afslutningsvis kan det fra bestyrelsens side ikke understreges tilstrækkeligt ofte, hvor taknemmelige vi er for alle vores frivillige og frivillige ledere, de er fundamentet for alle aktiviteter her i lokalafdelingen.

Aktiviteterne kan der læses om i vores blad, på vores hjemmeside og i dit lokale nyhedsbrev. Til sidst vil vi sende en tak til alle jer medlemmer, der giver en hånd med, deltager i vores arrangementer eller på anden måde støtter ældresagen her i Værløse.

 

Hermed slutter bestyrelsens beretning for 2025

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidst opdateret 27.03.2026