Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Bliv frivillig som våger

INTRO TIL VÅGETJENESTEN OG REDSKABER TIL AT KOMME GODT I GANG MED VÅGETJENESTEN I VORES LOKALAFDELING.

Hvert år dør flere tusind mennesker uden nogen ved deres side. Ældre Sagens vågetjenester arbejder for, at ingen skal dø alene, med mindre de selv ønsker det. De frivillige i vågetjenesten kommer både hos døende, som ingen pårørende har og hos døende, hvis pårørende trænger til et hvil.

Her på siden har vi samlet information, erfaringer fra vores vågetjenester og tips til, hvordan I kommer godt i gang, hvis I vil starte vågetjeneste hos jer.

Ny rapport: 556 døende og deres familier fik hjælp af vågetjenesten i 2017

De frivillige i Ældre Sagens vågetjenester vågede i 2017 over 556 døende i 9478 timer. Det er mere end 1800 vågetimer flere end i 2016.

I rapporten kan du læse mere om udviklingen i vågetjenestens i 2017. Du kan bl.a. finde information om, hvor de frivillige i vågetjenesten våger og hvem, de våger hos; hvor mange lokalafdelinger, der har vågetjeneste og hvordan udviklingen i vågetjenesten har været de seneste år og meget andet.

Det fremgår også af rapporten, hvor stor en hjælp vågetjenesten er for de pårørende til den døende. Rapporten indeholder således en række fortællinger, som er blevet sendt ind i forbindelse med statusrapporten. Fortællinger, der viser, hvor stor en forskel de frivillige i Ældre Sagens vågetjenester gør hver dag for døende og deres pårørende i hele landet. Her et par eksempler:

”Sønnen ville gerne være ved sin døende mor, men han kunne ikke klare at være så tæt på hende alene. Når vi var der, kunne han sidde ved siden af, og ret tæt på sin mor. Han udtrykte bagefter, at det havde betydet meget, at vi var der.”

”Vi havde et forløb på sygehuset, hvor manden sad hos sin døende hustru. Der var ingen andre pårørende, og han var 85 år og boede et stykke væk. Han var dybt taknemlig for vores hjælp, hvor vi gik ind og aflastede fra midt eftermiddag til næste morgen, hvor han kom igen. Han havde meget brug for samtale om det hele med vågerne, der var der. Hun var klar indimellem og gav udtryk for lettelse over, at vi var der, og at han ikke var alene. Hun skulle have sin brudekjole på, når hun var død.”

Mange tak til alle jer, der har bidraget til rapporten og til alle i Ældre Sagens vågetjeneste for jeres store indsats for døende og deres pårørende rundt om i landet.

Hent rapporten: Vågetjenesten status 2017, Ældre Sagen

VÅGEMÆND GIVER TRYGHED TIL DØENDE OG DERES FAMILIE.

Bliv frivillig og gør en forskel for et ældre menneske - Ældre Sagen


Sidst opdateret 04.04.2024