Har du lyst til at arbejde lidt hos Coop?
Mange oplever, at lysten til at bidrage og være en del af et fællesskab ikke forsvinder, bare fordi man er nået en ny fase i livet. Måske savner du kollegerne, den daglige kontakt og følelsen af at gøre nytte – men i et omfang, der passer til dig og din hverdag.
Så er Generation+ måske noget for dig - eller en, du kender, som har det sådan.
Generation+ er et forløb, som Ældre Sagen og Coop har udviklet sammen.
Det er et fleksibelt jobkoncept for dig, der har lyst til at arbejde nogle få timer om ugen – måske en vagt eller to – alt efter, hvad der passer dig.
Coop har særligt brug for dem, der har erfaring fra arbejdsmarkedet og livets mange situationer og derfor kan bidrage med noget ekstra til fællesskabet i butikken.
Som deltager bliver du en del af butikkens daglige arbejde på lige fod med øvrige medarbejdere.
Opgaverne foregår primært ude i butikken og kan være:
✔️ Kassebetjening
✔️ Opfyldning af varer
✔️ Andre almindelige butiksopgaver
Forløbet starter med et fælles opstartsmøde for medlemmer af Ældre Sagen og herefter tre prøvevagter med undervisning og praktisk arbejde i den butik, du bliver tilknyttet.
Når prøvevagterne er gennemført, vurderer du og butikken sammen, om I ønsker at indgå et mere forpligtende samarbejde.
Vi inviterer interesserede medlemmer til
Fælles opstartsmøde onsdag den 25. marts kl. 14-15.30
i Solrød Aktivitets- og Frivilligcenter (AFC), salen. Tilmelding er ikke nødvendig, bare mød op.
Her kan du høre mere om forløbet, der har plads til 5-6 deltagere i opstartsforløbet, mens øvrige interesserede kommer på venteliste.
Du er også velkommen til at kontakte vores formand: Bente Helring, mail: aes.helring@gmail.com eller mobil: 20 33 17 20.
Sidst opdateret 04.03.2026