Ringsted Natten med fokus på demens

Giv demente en håndsrækning.
Når Ældre Sagen i Ringsted Natten den 3. september 2021 inviterer besøgende inden for i foreningens stand, vil man blandt andet kunne møde Marianne Haslund, som er demensansvarlig for Ældre Sagens demenscafe i Ringsted. Hun vil fortælle interesserede om det nye Demenssymbol, der nu er lanceret, som viser to hænder, der rækker ud efter hinanden.
Med dette nye, nationale symbol vil Demensvenligt Danmark have os alle til at udvise tålmodighed og forståelse for den demente medborger og eventuelt hjælpe, når der er behov herfor. For det er netop det, man har brug for, når man skal leve med demens.
Mange pårørende til personer med demens kan fortælle, at et sådant tydeligt og forståeligt symbol ville have været en håndsrækning til deres demente familiemedlem i situationer, hvor utålmodige medborgere ikke har forstået, at de faktisk stod over for en demensramt person, men i stedet har skyndet på vedkommende og måske ovenikøbet har råbt ad denne!
Her vil det nye symbol nu være til fordel for den demente og en håndsrækning til den brede befolkning, som gennem symbolet får lettere ved at afkode situationen.
Lone Harlev, sekretariatsleder i Demensvenligt Danmark, udtaler således: ”Det er ikke altid, at der er brug for konkret hjælp, nogle gange blot lidt mere tålmodighed, Derfor er det alfa og omega, at mange kender til symbolet”.
Folkebevægelsen opstiller i den forbindelse tre simple råd, som man kan følge, hvis man oplever, at der er behov for hjælp:
1) Tag kontakt, smil og vær imødekommende,
2) tal tydeligt, stil et spørgsmål ad gangen, og
3) vær tålmodig, sæt tempoet ned og hjælp gerne på vej.
Det er med dette som baggrund, at Ældre Sagen i sin stand vil slå et slag for det nye symbol, så det bliver kendt i offentligheden som et redskab til at gøre tilværelsen tryggere for de 90.000 mennesker, der lever med demens og for de 400.000, der som pårørende dagligt er i berøring dermed.
CO/19.08.21

Sidst opdateret 09.07.2025