Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Udflugt til Sprogø - billetsalget starter 5. august

Dengang, der var færge over Storebælt, var den lille ø, man sejlede forbi, en god indikator for, at nu var man vist ved at være nået halvvejen. I dag er stedet et reservat for fugle og får, og i fortiden var det et sted, man gemte nogle af tidligere tiders ulykkelige kvinder, der af en eller den anden obskur grund skulle udelukkes fra samfundet, som det beskrives i Jussi Adler Olsens bog ”Journal 64”  og filmen af samme navn.

I dag er Sprogø imidlertid et svært tilgængeligt udflugtsmål, som kun kan besøges med særlig tilladelse, men som i kraft af sin fortid, sin beliggenhed og sin natur så absolut er en visit værd.

Med afgang fra Sct. Bendts Kirkeplads lørdag den 14. august 2021 kl.09.00 byder Ældre Sagen, Ringsted i samarbejde med Edelskov Bus a/s således sine medlemmer på den mulighed i form af en éndagestur til øen.

Med servering af kaffe og wienerbrød undervejs køres der direkte til Halskov, hvor turens guide stiger på og tager selskabet med på en spændende rejse til såvel det gamle som det nye Sprogø. Efter ca. 3 timers rundvisning tages afsked med guiden, hvorefter der på Restaurant Bælt med sin fantastiske udsigt over havet vil blive serveret en velsmagende buffet.

Deltagerne forventes at være retur i Ringsted kl.16.00.

Tilmelding til udflugten begynder torsdag den 5. august 2021 kl.10.00 på Ældre Sagens kontor i Hyldegården, Hyldegårdvej 42, Ringsted. Der udleveres kønumre fra kl.09.00 dog max 2 billetter pr. nummer. Der betales kontant eller via Mobile Pay.

Pris: kr. 595,00.

Der gøres opmærksom på, at turen ikke er egnet for gangbesværede, og at deltagerantallet er begrænset til højst 52!

Ældre Sagen, Ringsted glæder sig over for første gang i lang tid at kunne byde sine medlemmer velkommen til hyggeligt, informativt og givende samvær.

Sidst opdateret 22.07.2021