Seneste nyt
Nyt om Coronavirus fra Ældre Sagen.
Ældre Sagens landsbestyrelse har den 28. april 2020 udsendt ny meddelelse om afholdelse af arrangementer, som også har konsekvenser for lokalafdelingen i Ringsted.
Det meddeles her, at lukkeperioden for indendørs forsamlinger forlænges til den 1. september 2020.
Ældre Sagen, Ringsteds lokaler og kontor i Hyldegården er altså fortsat lukket for alle undervisnings-, kursus-, spis sammen-, litteratur- eller hobbyaktiviteter, ligesom alle aktiviteter i Ældre Sagens regi uden for Hyldegården som træning på KLC, folkedans eller gymnastik fortsat må forblive aflyst.
Dog kan vandringer/gåture med overholdelse af regeringens retningslinjer gennemføres, hvilket betyder, at der skal være 2 meter til andre personer, at man kun må være det antal personer, som regeringen til enhver tid har udmeldt, at man er opmærksom på håndhygiejne, og at man hoster i albuen eller i et papirlommetørklæde.
Det kan ligeledes tillades, at besøgsvenner kommer på udendørs besøg med overholdelse af ovenstående retningslinjer.
I forlængelse af ovenstående ser Ældre Sagen, Ringsted sig desværre nødsaget til at aflyse de annoncerede ture til henholdsvis Østrig, som skulle have fundet sted fra den 16. til den 23. august og til Vadehavet fra den 14. til den 16. september.
Turen til Cirkusrevyen er fortsat på programmet dog med ny dato fastsat til den 21. oktober 2020. De personer, der har købt billet, kan overføre denne til den nye dato. Skulle man ikke ønske dette, kan billetterne refunderes ved udfyldelse af skema på Ældre Sagen, Ringsteds hjemmeside inden den 15. juni 2020! Er dette ikke muligt, kan der rettes henvendelse desangående til Ældre Sagen, Ringsteds kasserer på telefon 2086 8380.
Lokalafdelingens bestyrelsesmedlemmer kan fortsat træffes på telefon eller mail. Kontaktoplysninger kan ses på Ældre Sagen, Ringsteds hjemmeside.
Ældre Sagen, Ringsted glæder sig til den dag, hvor man igen kan samles under normale omstændigheder.
CO/29.04.20.
Sidst opdateret 01.05.2020