Gud mad erotik og alderdom - billetsalget starter 9. januar
Emnerne er mangfoldige, når Ældre Sagen den 22. januar kl. 14.00 indleder foredragssæsonen 2020 med at byde sognepræst Poul Joachim Stender velkommen i Hyldegården, Hyldegårdsvej 42, Ringsted.
Bemeldte præst er udover sit virke ved Saaby Kirke i Kisserup sogn ved Roskilde også kendt som en flittig debattør med skarpe og kontroversielle meninger, der, hvilket overskriften på foredraget ” Gud, mad, erotik, pension og alderdom” også antyder, gerne inddrager det naturlige og sanselige i menneskets hverdag.
Spørgsmålet kunne således være: Hvor meget skal vi efterstræbe det lange liv, hvor vi er fikserede i dyrkningen af vores egen krop, stillet over for, hvor meget vi skal efterstræbe det høje liv, altså et liv, hvor vi værdsætter glæden over vores elskedes krop, samlivet og smagen af livet?
Poul Joachim Stender vil med sit foredrag gøre sig til talsmand for det sansede liv, det sjove liv fyldt med åndelighed, erotik og livsglæde.
Ældre Sagen, Ringsted glæder sig til at byde sine medlemmer velkommen til det nye år med denne interessante foredragsholder og står som altid klar med Madam Blå og en småkage.
Pris for medlemmer 50 kr. og for ikke medlemmer 75 kr. Prisen er inkl. kaffe og kage.
Tilmelding til foredraget kan foretages ved personlig henvendelse på Ældre Sagens kontor på ovenstående adresse torsdage i kontortiden mellem kl. 10.00 og 12.00 fra den 9. januar 2020 eller ved telefonisk henvendelse i samme tidsrum på 2036 4462. Ved telefonbestilling betales straks over Mobile Pay.
CO/ 25.11.19
Sidst opdateret 05.01.2020