Bornholm - billetsalget starter 13. juni
Alle Fotos: Destination Bornholm
Ældre Sagen tager til Bornholm.
Den navnkundige, danske klippeø langt ude i Østersøen kan da umuligt være mål for en en-dages tur, den er jo vildt langt væk, ville nogen måske mene, men ikke Ældre Sagen i Ringsted, der ufortrødent byder på endnu et ø-besøg med denne perle af et tilbud.
Godt nok kræver det morgenduelighed af deltagerne, når de den 10. september 2019 skal møde op på Sct. Bendts Kirkeplads kl. 05.45, hvorfra Edelskov Grupperejsers bus kører mod øst, men mon ikke man liver op med et rundstykke og en kop kaffe undervejs over broen til Sverige, køreturen til Ystad og sejladsen til Rønne, som nås allerede kl. 09.50?
Forude ligger nu en lokalguidet rundtur til alle Bornholms lyksaligheder og ikke mindst en frokostbuffet på et af øens røgerier, inden turen igen går mod Ringsted med forventet ankomst kl. 20.00.
Tilmelding til turen starter den 13. juni 2019 (tilmeldingsdato ændret i forhold til tidligere udmeldinger!) kl. 10.00 på Ældre Sagens kontor i Hyldegården, Hyldegårdsvej 42, Ringsted.
Der udleveres kø-nummer fra kl. 09.00 med ret til to tilmeldinger pr. nummer.
Ældre Sagen glæder sig til at vise Solskinsøen frem for sine medlemmer og gør opmærksom på, at man skal huske billedlegitimation, da dette kræves ved indkørsel i Sverige.

CO/24.05.19
Sidst opdateret 02.09.2019