Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Fanø er altid et besøg værd den 21. maj - billetsalget er startet

Fanø er altid et besøg værd.

God gerning kan ikke gøres for tit, synes at være Ældre Sagens motto, når det angår ture til Fanø, for den 21. maj 2019 arrangeres for tredje gang en tur til øen i Vadehavet, der gennem århundreder har været præget af søfart, men i dag hovedsagelig ernærer sig ved turisme.

Kl. 07.00 afgår Edelskov Rejsers bus fra Sct. Bendts Kirkeplads med kurs mod Esbjerg, og mens morgenkaffen nydes i ombord, kan man nå at ordne verdenssituationen, inden færgen kl. 11.05 sætter selskabet i land på Fanø, hvor den lokale guide med vestjysk sindighed og stort lokalkendskab fører de sjællandske gæster gennem Nordby, Fanøs største by, videre til Sønderho med sin specielle salskirke fra 1782 og Danmarks mindste gågade og frem til frokostbuffeten, der indtages på Fanø Krogaard, inden turen fortsætter rundt på øen for at ende ved havnen i Nordby, hvor hjemturen med besejlingen af det vilde farvand imellem Esbjerg og Fanø påbegyndes.

Bussen forventes at være tilbage i Ringsted ca. kl. 20.00.

Tilmelding til denne tur starter på Ældre Sagens kontor i Hyldegården, Hyldegårdsvej 42, Ringsted torsdag den 28. marts 2019 kl. 10.00. Kø-numre udleveres fra kl. 09.00. Max to billetter pr. nummer.

Ældre Sagen, Ringsted i samarbejde med Edelskov Busrejser A/S glæder sig til at vise tidligere og nye besøgende denne perle i rækken af danske øer.

 

CO/10.03.19

 

 

Sidst opdateret 02.09.2019