Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Svanholm Storkollektiv 28. november

I snart 40 år har det navnkundige kollektiv på Svanholm eksisteret, efter at det i 70´erne blev startet af en stor flok idealistiske personer, der mente, at man ikke nødvendigvis skulle lave alting alene og hver for sig, men i stedet kunne gøre tingene sammen.

Det var en tanke, der var meget i pagt med tidsånden dengang, og som førte til oprettelsen af mange kollektiver. De fleste er opgivet for længst, men Svanholm Storkollektiv eksisterer i dag i bedste velgående.

Den 28. november 2018 kl. 15.00 i Hyldegården, Hyldegårdsvej 42, Ringsted har Ældre Sagen Ringsted således indbudt Jeanette Masasila, der er gift, har tre voksne børn og har været med i kollektivet siden 2005, til at fortælle om et dagligliv, der indebærer økologisk landbrug, fælles økonomi, fælleskøkken og fællesmøder med alt det, der kan opstå, når mange mennesker skal indgå i et fællesskab. Jeanette Masasila vil ligeledes berette om kollektivets og det gamle Svanholm Gods historie og vise billeder fra hverdagen på godset.

 

Billetsalget starter torsdag den 8. november 2018 kl. 10.00 i Ældre Sagens kontor i Hyldegården og foregår kun i kontorets åbningstid torsdage mellem 10.00 og 12.00 enten ved personligt fremmøde eller ved telefonisk henvendelse på 20 36 44 62 i samme tidsrum. I sidstnævnte tilfælde mod straksbetaling på Mobile Pay.

Ældre Sagen ser frem til et par interessante, spændende og oplysende timer i fællesskabets ånd i selskab med Jeanette Masasila og leverer som sædvanlig en kop velbrygget kaffe med hjemmelavet kage på sidetallerkenen.

CO/30.10.18

 

 

Sidst opdateret 02.09.2019