Sommerfest i Kulturnetværket 14. juni
Fut i fejemøget da Kulturnetværket Godt Selskab holdt sommerfest
Den 14. juni var et halvt hundrede af Kulturnetværket Godt Selskabs medlemmer forsamlet til sommerfest i ”Den Gamle Stald” på Haslevvej.
Vejret viste sig fra sin bedste side, og humøret var højt hos de fremmødte, som gæstede Birkegården - den perfekte ramme om arrangementet, som indledtes med en velkomstdrink produceret på druer fra Jørn og Anettes egen vinmark.
Der blev spist og drukket og sunget af hjertens lyst, og så var der professionel underholdning ved Jørn West på guitar og Ida West, vokal, som leverede et varieret program af gamle og nye sange fra forskellige genrer, som faldt i særdeles god jord.
Efter frokost og underholdning blev gæsterne udfordret med diverse lege i det fri, og de blev som børn igen, da der skulle dystes om præmier i forskellige discipliner.

Man bliver aldrig for gammel til at lege.

Ida og Jørn West på scenen i Den gamle Stald.
I første halvår af 2018 har der været gennemført 26 arrangementer i netværkets regi, og der fortsættes ufortrødent, når der startes op igen efter sommerferien. ”Det er et virkelig godt koncept”, siger en af deltagerne, og fortsætter: ”Jeg har ikke boet i Ringsted så længe, men har på grund af Kulturnetværket fået mulighed for mange oplevelser med en masse herlige mennesker, det er jeg meget taknemmelig for”.

Ringsted, den 14. juni 2018
Med venlig hilsen
p.v. Ældre Sagen i Ringsted
Annette Teilmann
Tlf. 21434692
Sidst opdateret 02.09.2019