Årsmøde 21. marts
Onsdag den 21. marts kl. 14.00 til 16.00 afholdt Ældre Sagen, Ringsted sit årsmøde i Anlægspavillonen i Ringsted. Ca. 130 medlemmer havde fundet vej til denne årlige begivenhed, der traditionelt bliver afviklet i god ro og orden under indtagelse af god kaffe og lagkage fra Cafe Ingeborg.
Årsmødet indledtes med en sang af Kaj Munk med kyndigt klaverakkompagnement af Carsten Jensen og fortsatte med et indlæg fra den indbudte formand for Ældrerådet i Ringsted, Hanne Hyldgaard. Denne causerede over forskellen mellem Ældre Sagen som landsdækkende, frivillig organisation uden politisk ståsted og Ældrerådet, der er valgt af kommunens borgere over 60 år og skal rådgive byrådet samt formidle synspunkter mellem borgerne og kommunen om lokalpolitiske spørgsmål. Ældrerådet skal således høres i alle spørgsmål vedrørende ældre i kommunen. Hanne Hyldgaard fortalte derudover om de sager, der var på Ældrerådets dagsorden for tiden, og udtrykte stor glæde over samarbejdet med Ældre Sagen.
Den valgte dirigent, Christian Nielsen, kunne herefter som første punkt på den egentlige dagsorden konstatere, at mødet var lovligt indvarslet og således med sindsro give ordet til lokalforeningens formand Torkil Bro for aflægning af beretning.
Torkil Bro fortalte, at Ældre Sagen i Ringsted pr. den 15. marts 2018 har 5749 medlemmer, hvilket svarer til 16,7% af Ringsteds befolkning og til 95% af alle over 65 år i Ringsted (2016 tal). 191 frivillige er med til at tegne Ældre Sagen i befolkningen gennem deres store arbejde på plejehjem, som undervisere, ledere af diverse aktiviteter, besøgsvenner, telefonkontakter til svage ældre, genoptræning på KLC og meget andet. Man har startet nye aktiviteter op med henblik på at få folk til at mødes og nyde hinandens samvær og har som det sidste skud på stammen engageret sig med frivillige på indtil nu en enkelt skole og børnehave. Et projekt som man forventer at kunne udvide med flere institutioner, efterhånden som flere frivillige melder sig under fanerne.
Ældre Sagen har taget fat på demens som et stigende samfundsproblem og skrevet til kommunen med forslag om at gøre denne til demenskommune i et samarbejde med Ældre Sagen, en sag der vil blive arbejdet videre med i den kommende tid.
I Ældre Sagens lokaler på Hyldegården, fortæller Torkil Bro, er der 42 faste aktiviteter, så huset bliver i den grad benyttet af medlemmerne til foredrag, sammenkomster med socialt sigte, møder i de forskellige grupper, undervisning, studiekredse, håndarbejde og almindelig hygge samt kontortid med billetsalg og kaffe for alle hver torsdag i åbningstiden mellem 10.00 og 12.00.
Ældre Sagen har, fortsætter Torkil Bro sin beretning, udtalt sig i forbindelse med kommunens budgetforslag, har været på banen i forbindelse med kommunalvalget, ytret sig om sundhedscenter og akutstuer på plejehjemmene, og er i det hele taget generelt gået ind, hvor man har oplevet problemer for ældre i kommunen.
Torkil Bro afbrød her sin beretning for at give ordet til Hanne Malm, aktivitetsleder for Netværkerne, der med 120 frivillige står for det socialt/humanitære arbejde i foreningen. Hanne Malm redegjorde for, hvordan de frivillige er besøgsvenner, arbejder med daglige telefonkontakter, iværksætter aktiviteter på kommunens 3 plejehjem, ja, kort sagt er det, der er den egentlige grundstamme i Ældre Sagens frivillige arbejde.
Hanne Malm uddelte 20-års nåle for frivilligt arbejde i Netværkerne til Hanne Schmidt og Inge Hansen, og 10-års nåle til Ulla Nielsen og Åse Risager og takkede dem for deres store indsats gennem de mange år. Samtidig nævnte hun, at denne indsats jo også gav noget tilbage til de udøvende i kraft af gode stunder sammen med de ældre og med andre netværkere.
Årsmødet fortsatte herefter med kasserer Flemming Henriksens gennemgang af lokalafdelingens regnskab. Resultatet for 2017 var et overskud på 4173 kroner, hvilket fint afspejler foreningens intentioner om, at pengene skal arbejde for foreningen, ikke spares op, men være til gavn og glæde for kommunens ældre.
Torkil Bro fik igen ordet og omtalte bestyrelsens planer for det kommende år. Han fastslog, at arbejdet ville fortsætte som hidtil på de fleste områder, men at man om muligt ville optrappe indsatsen med frivillige i skoler og børneinstitutioner, og at man ville arbejde mere med demenskommunetanken, ligesom en netop oprettet kontakt med Borgerservice ville medføre, at Borgerservice ville komme til Hyldegården og fortælle om sine funktioner i en foredragsrække.
”Vi vil se på fremtidsfuldmagter og testamenteproblematikker og har tanker om at oprette en vågetjeneste i Ringsted, så vi kommer ikke til at ligge på den lade side”, slutter Torkil Bro, hvis beretning med applaus blev godkendt af årsmødets fremmødte.
Dirigent, Christian Nielsen kunne herefter gå videre til valg af bestyrelsesmedlemmer, hvor formand Torkil Bro, Ib Malm og Anne Holtze Petersen var på valg. Alle modtog genvalg. Suppleanterne Johnny Malm og Lillian Larsen modtog ligeledes genvalg, og Bent Jørgensen blev nyvalgt til posten som 3. suppleant.
Herefter kunne dirigenten takke de fremmødte for god ro og orden og hæve mødet med afsyngelse af forårsklassikeren: ”Grøn er Vårens Hæk”.
Ved en efterfølgende kort sammenkomst konstituerede den bestyrelsen sig som hidtil med Torkil Bro som formand, Christian Olsson som næstformand og sekretær, og Flemming Henriksen som kasserer.
Sidst opdateret 02.09.2019