Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Fem dages oplevelser i Harzen

Med udgangspunkt fra bjergbyen Hahnenklee havde Ældre Sagen sightseeingture rundt i hele Harzen.

60 medlemmer af Ældre Sagen var i den anden uge af juni afsted på en fem-dages oplevelsesrig tur til Harzen. På trods af en ikke al for lovende vejrudsigt skinnede solen det meste af tiden på de skovklædte højder og velbevarede gamle byer. 
Stort set kun en enkelt regnbyge under én af udflugterne blev det til.

Med udgangspunkt fra Høng tidligt mandag morgen gik turen via Rødbyhavn-Puttgarden til det første udflugtsmål, konzentrationslejren Bergen-Belsen. Efter bl.a. at have beset stedet, hvor Anne Frank ligger begravet, bød opholdet på en suppebuffèt, inden turen fortsatte til Celle, hvor der blev gjort ophold ved slottet, hvor den danske dronning, Caroline Mathilde, tilbragte sin sidste tid efter sin landsforvisning efter hendes affære med Struense.
Hen under aften nåede man omsider frem til Residenz Hotel Harzhöhe i Hahnenklee, skønt beliggende midt i Harzens vestlige del, hvor middagen all inklusive med drikkevarer ventede. Et hotel, der med sine faciliteter helt levede op til forventningerne.

Efter en god nats søvn gik turen næste morgen til middelalderbyen Goslar med en 6,5 kilometer lang introduktionstur rundt mellem de cirka 1000 bevaringsværdige bindingsværkshuse med det lille tog ”Bimmelbahn”.
Derefter var der fri leg til at gå lidt rundt i byen, før man igen entrede bussen for en tur til den opdæmmede Okerstausee og tilbage til Hahnenklee, hvor de fleste viste sig friske nok til at tage turen med svævebanen op til Bocksberg.
Tilbage på det nærtliggende hotel benyttede nogle aftenen efter spisningen til at deltage i hotellets bingoaften, hvor enkelte var heldige at vinde små flasker med likør, som blev nydt i fællesskab i foyeren, mens andre hyggede sig med at spille bridge.

På tredjedagen gik turen til Quedlingburg i den østlige del af Harzen. En by, der med sine over 2000 bindingsværkshuse er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og nok imponerede de fleste.
Videre gik turen til yderligere sightseeing i den næsten lige så seværdige by Wernigerode med Tysklands mindste hus på bare 12 kvadratmeter, og som engang var beboet af en familie med syv døtre.
I Wernigerode steg de 60 ældresagsmedlemmer fra Høng ombord i det smalsporsveterantog, der kører op til Harzens højeste bjerg Brocken. Her stod man dog af ved stationen Drei Annen Hohne, hvor bussen ventede for at returnere til hotellet.
Efter middagen med all inclusive drikkevarer deltog en lille flok i en musikquiz i Kaminstuen - som foruden international pop/rock og tyske slagere også bød på et enkelt nummer af Kim Larsen - deltagere fra team Høng vandt hele 3 runder.

Fjerdedagen bød på en panoramatur med bussen rundt i det skovklædte Harzen, som desværre er blevet ramt af skovdød, idet barkbiller har gjort det af med millionvis af fyrretræer. I den del af Harzen, som en udpeget som Naturpark, må træerne ikke fældes. Her skal skovdøden gå sin naturlige gang, indtil skoven genererer sig selv.
På panoramaturen besøgtes den lille by Stolberg med et helt specielt rådhus helt uden indvendige trapper og bygget med afsæt i kalenderen med 12 døre, 52 vinduer og 365 vinduesglas, symboliserende årets måneder, uger og dage.
Videre bød panoramaturen på et besøg i Nordhausen, en by som nærmest blev udslettet ved slutningen af 2. verdenskrig, fordi byen rummede koncentrationslejren Mittelbau-Dora. 
Inden returen herfra og hjem til hotellet blev der gjort holdt ved Rappbodestausee, der er Harzens sørste sø, og hvor der over floden Bode er bygget Europas næstlængste hængebro på lige knap en halv kilometer. 
Nogle enkelte adrenalinhungrende Høng-medlemmer valgte en tur ud på broen, andre nød en is eller en lumumba i busbaren. 
Elastikspring og andre barske udfordringer fra hængebroen holdt man sig dog fra.

På femtedagen gik det tidligt morgen retur mod Danmark og Høng. Det skete langt hen ad vejen via den gamle saltvej, inden man kørte over floden Elben mod Schwerin, hvor der blev gjort holdt lige ud for Schweriner Schloss, slottet hvor Alexandrine var opvokset, inden hun kom til Danmark som vordende dronning og gift med Christian X.
Fra det imponerende slot gik turen til Rostock med indkøb i Bordershop inden en stor frokostbuffèt/tidlig aftensmad ventede ombord på færgen til Gedser. 
Midt på aftenen nåede man efter fem oplevelsesrige dage rådhuspladsen i Høng, hvor flere blev afhentet af slægtninge eller bekendte for at køre dem hjem med kufferter og diverse indkøb.

Arne Astrup

Sidst opdateret 14.06.2026