For ca. 2 år siden hørte jeg første gang om et projekt, som Herning Kommune og Ældresagen havde startet op, for at hjælpe familier, som på en eller måde var ramt af demenssygdom. I Danmark lever op mod 90.000 mennesker med en demenssygdom, og det påvirker hele familien både fysisk og psykisk. Disse familier kan have behov for at blive afløst for at få tid og overskud til egne gøremål, praktiske opgaver og egenomsorg.

Det var på julemessen i Sdr Felding, hvor Ældresagen havde en stand, at jeg hørte om, hvad en bonusven er. Som så mange andre tænkte jeg straks, om det nu også var noget for mig, men jeg syntes det lød meget spændende og godt. Jeg sagde ja til at arbejde videre med ideen og blev også ”klædt godt på” til opgaven af demenskonsulenten. Jeg fik også at vide, at jeg ikke var bundet, hvis jeg fortrød eller det ikke lige var mig alligevel.

Da jeg startede var vi 6 bonusvenner, og vi mødtes med demenskonsulenten med mellemrum for at udveksle erfaringer, for det var jo meget nyt for os alle. Disse møder var rigtige givtige.

Jeg fik en bonusven, som boede i eget hus og bl.a. havde behov for hjælp til indkøb, men også en snak, en gåtur m.m. Jeg var meget spændt, men alle spekulationer blev gjort til skamme. Vi fandt hurtig ind i en god rytme og havde gensidig glæde af kontakten. Jeg mødte megen positivitet og tillid fra hele familien, og fik ofte at vide, at jeg gjorde en forskel med mine besøg.

Desværre kom Corona og satte besøgene på standby. Det var en hård tid ikke mindst for min bonusven. Hun kom på plejehjem i aflastning, og jeg har besøgt hende her hen over sommeren med de restriktioner, der var. Hun spørger tit datteren om jeg kommer og besøger hende, men alting er uvist i øjeblikket.