"Det' sgu da Nis!"
Onsdag den 18. februar 2026 kl. 13.30 i Aktivitetshusets "Multisal"
Nis Boesdal er en af Danmarks mest velkendte stemmer, ikke mindst fra DR P4 's populære program Danmarksmester.
Et foredrag med Nis Boesdal er ikke blot underholdende, det er også en rejse i dansk kultur, fortællertradition og menneskelige relationer. Få kan som Boesdal holde en forsamling tryllebundet. Ikke med smarte powerpoint, men blot ved det talte ord og Nis' eminente historiefortælling.
Max. 60 deltagere.
Betaling v/indgangen. Pris kr. 75,00 inkl. kaffe og brød.
Tilmelding senest 9/2 2026 til Rita på telefon 20 71 99 65
På Wikipedia står der følgende om Nis Boesdal:
Nis Boesdal (født 18. december 1948) er en dansk forfatter og journalist. Han virker desuden som radiovært.
Nis Boesdal er en produktiv forfatter med digtsamlinger, børnebøger og historiske fortællinger.
I 1981 var Nis Boesdal tilknyttet tv-programmerne i Provinsafdelingen, hvor han stod for udsendelserne "Børn og børn imellem". I 1985 var han med til at starte børneprogrammet Koks i komakassen i Østjyllands Radio. I den landsdækkende radio har han været vært i Go'Danmark, Giro 413, Kend dit Østjylland, Musikalske eventyr, Hvem, hvad og hvor i Danmark (1996, belønnet med Kryger-prisen) og Danmarksmester. For sidstnævnte program blev han flere gange kåret som årets radiovært af ugebladet Se & Hør. Nis Boesdal har lavet manuskript til tv-julekalenderen Hallo, det er jul 1995.
Kataloget fra booking-bureauet skriver om foredraget:
Det’ sgu da Nis!
Hvordan udsagnet ”Det sgu’ da Nis!” blev én af de største komplimenter, som Nis Boesdal nogensinde har modtaget, vil vi ikke afsløre her. Vi kan dog afsløre, at det var en purung Mikkel Beha, der gav komplimentet. Resten af historien fortæller Nis Boesdal i sit erindringsforedrag, der har fået titel efter Behas kompliment.
I foredraget kigger Nis Boesdal tilbage på et spændende liv, hvor historierne står i kø for at blive fortalt.
I det ærlige ærlige foredrag er der historier fra en ikke synderlig lykkelig barndom og ungdom, hvor Nis allerede som 12-årig af sine fraværende forældre blev sendt på kostskole. Skolen lå så langt fra hjemmet, at det ikke gav mening, at tage turen hjem. I stedet brugte Boesdal tommelfingeren til weekendture til København. Her åbnede en helt ny verden sig: Uden penge på lommen fungende en bænk i Kongens Have som et udmærket logi, og Nis var blandt de første, der oplevede Beatles, Kinks og The Rolling Stones i Tivolis Koncertsal (hvor det var nemt at snyde sig ind uden billet). Ved koncerten med Stones mødte han forresten Maria fra Svendborg og…. nej, den historie må Nis selv fortælle!
Senere flyttede Nis i kollektiv, var ude at sejle med Troels Kløvedal og Nordkaperen, men da Nis selv skulle være far, måtte han hjem og have fast arbejde. DR i Aarhus søgte på daværende tidspunkt en ung mand primært til at vaske biler, holde orden i garager o.lign. De første 3 år vaskede Nis biler, og nærmest ved en tilfældighed blev han radio og tv-vært. Det var han så i de efterfølgende 40 år! Her kunne vi redegøre for, hvordan Nis Boesdal blev én af de mest lyttede rarioværter, men der skal også være noget for Nis at fortælle, når han besøger jer. Det bliver der med garanti også: Det bliver hyggeligt, spændende, tankevækkende og med tid til en kaffepause midtvejs samt spørgsmål til sidst.
I anledning af hans 60-års fødselsdag i 2008 skrev journalisten Dorte Washuus bl. a. nedenstående:
Fædrelandskærlighed af den type, der ikke klinger af snæversyn og nationalisme, er den røde tråd i Nis Boesdals karriere. Hr. Danmark kunne man fristes til at kalde radioværten, der fire gange er blevet kåret til lytternes favorit, og som det seneste år også har trukket mange seere til DR1 på det ellers håbløse fjernsynstidspunkt mellem klokken 11.30 og 12 på hverdage med sit program Formiddag med Nis Boesdal. Her får han, som altid i sine programmer, mennesker til at fortælle historier. Umiddelbart kan det lyde som snik-snak, men så godt som hver eneste gang får han hevet den gode historie frem.
Hemmeligheden er, ifølge ham selv, at han aldrig har gået på journalisthøjskolen! Andre mener, at han har en sjælden evne til at samtale i stedet for at interviewe. Og så er han ikke bange for at tage en chance og går helst uden om alt for meget planlægning. Selv i direkte programmer prøver han for enhver pris at undgå, at gæsten fortæller sin historie på forhånd. ”Take One” er altid det bedste, mener han.
Selv er Niels Boesdal en gudbenådet fortæller og hører til blandt landets allermest efterspurgte foredragsholdere i forsamlingshuse og sognegårde. Succesen kan dog også blive for stor. For nylig oplevede han, at en gæst ved et foredrag bogstaveligt talt døde af grin. Trist, men episoden endte alligevel lykkeligt, da den afdøde efter genoplivning på sygehus, ringede til Nis Boesdal for at bede om en autograf.
Nis Boesdal er inkarneret jyde. Født i Århus og bosiddende på en firlænget gård i landsbyen Lyngå ved Hadsten. Han har dog haft en enkelt afstikker til Sjælland, da han i 1967 blev student fra Herlufsholm. Senere læste han til cand.phil. i nordisk litteratur, inden han i slutningen af 1970erne kom til Danmarks Radio. Hans første opgave her var at male de hvide striber på parkeringspladsen foran provinsafdelingens domicil på Oluf Palmes Allé i det nordlige Århus. Senere kom han indenfor og begyndte at lave børneprogrammer. Han har været vært på blandt andet ”GoDanmark”, ”Giro 413” og ”Hvem, hvad og hvor i Danmark”. Det var dog først, da han i 1997 startede ”Danmarksmester” på P4, at han for alvor blev kendt som Hr. Danmark i radioen. Programmet slog lytterrekord med 650.000 lyttere og er den dag i dag et af de mest aflyttede programmer i radioen, selvom Nis Boesdal for længst har søgt nye udfordringer.
Efter at have lavet op mod 200 tv-programmer med ”Formiddag med Nis Boesdal” flytter han i det nye år igen over til radiomediet. Denne gang skal han være vært på P4 Danmark på DAB-radioen i et program, der hedder ja, ”Eftermiddag med Nis Boesdal”. Hans varme, hyggelige stemme og vindende væsen skal være det trækplaster, der får lytterne væk fra de kendte FM-kanaler og over på den digitaliserede DAB-radio.
Udover sit arbejde og sine mange foredrag får han også tid til at skrive bøger, rundt regnet en om året. Over 50 bøger er det indtil videre blevet til. De fleste handler om steder og mennesker i Danmark, men han har også skrevet børne- og kogebøger.
Sidst opdateret 26.10.2025




