Mændenes Læseklub
Mændenes Læseklub er et nyt tiltag, der kører i Multihuset i Østerlars. (Foto: Marianne Munch). |
Enlige mænd dør tidligere end enlige kvinder. Erfaring viser, at deltagelse i aktiviteter fører til en sundere livsstil og mindre ensomhed. Derfor er det vigtigt med målrettede indsatser, der får mændene med. Derfor tog Ældre Sagen Bornholm en række initiativer i efteråret 2024. Det var ikke alle "mandeaktiviteter" der var attraktive nok - men flere aktiviteter har/havde stor succes. Nævnes kan "mænd og hverdagsmad", der hurtigt blev fuldtegnet.
Et tredje tiltag var "Mændenes læseklub", om hvilket vi har modtaget nedenstående fra læseguide Marianne Munch, som skriver dette:
Mændenes Læseklub
Syv mænd mødes omkring skønlitteratur. Der skyder læsefællesskaber op i hele landet og for mange forskellige målgrupper. Her på øen har Ældre Sagen et forløb for mænd 60+ i samarbejde med Læseforeningen.
I Multihuset i Østerlars dufter der af kaffe i caféen og mændene kommer ind og vi hilser på hinanden. Vi sætter os omkring bordet i de hyggelige omgivelser. Og så går snakken! Mens vi drikker kaffe, bliver der udvekslet stort og småt i gruppen. Nogle har noget sjovt at fortælle og stemningen bliver god og afslappet. Andre har noget mere alvorligt de vil dele med os andre, fx uheld eller sygdom. Alle udviser respekt for den enkelte, og hvad vi snakker om forbliver i gruppen.
Læsefællesskabet har kørt siden september 2024, og vi er stadig aktive. Derfor mødes syv mænd hver fjortende dag for at samles om litteratur som omdrejningspunkt for samvær og gode snakke.
Jeg er den eneste kvinde i selskabet, og jeg er tilknyttet som uddannet læseguide.
Guidet fælleslæsning
Metoden jeg bruger hedder guidet fælleslæsning. Det betyder, at jeg vælger en novelle og et digt til hver gang, som jeg læser højt. Vi veksler mellem højtlæsning og samtale.
Deltagerne får en kopi af teksten, og læseguiden læser højt. Der er således ikke nogen forberedelse for deltagerne, det er en vigtig pointe! Guidet fælleslæsning tager udgangspunkt i de tanker og følelser som opstår umiddelbart, mens teksten læses højt. Dermed bliver samtalen baseret på den enkeltes læseoplevelse, som åbner samtalen om erfaringer, tanker og følelser. Ligeledes bidrager metoden til inklusion, da der ikke kræves noget af den enkelte, alle kan være med.
Samtalerne kan gå i mange retninger, og det er vigtigt at understrege, at vi nogle gange kommer vidt omkring, for der er ikke noget rigtigt og forkert til fælleslæsning. Mændene udveksler mange erfaringer og interesser, alt sammen noget som er med til at skabe fællesskab og god stemning.
Eksempler på tekster
Nogle tekster handler om generationer eller opvækst, så snakker vi om erindringer og minder fra gamle dage. Andre tekster foregår på Bornholm, og her går snakken om øen og ikke mindst sproget. Det er meget givende med al den viden der bliver delt. Relationer er også et tema i teksterne, og her kan det blive til detektivarbejde, og diskussioner om, hvad der er op og ned i novellen. Det er altid interessant at lytte til de andres opfattelse og selv bidrage med det man har lyst til.
Efter en livlig samtale er det tid til frokost. Så vi rydder bordet for papirer og dækker op med smørrebrød og en øl til hver. En af deltagerne har købt smørrebrød til os, som vi betaler hver især. Nu snakker vi ikke så meget om teksterne længere, men om alt muligt andet, det er ofte meget sjovt og underholdende.
Tid til at gå hjem, en positiv oplevelse rigere!
Marianne Munch, læseguide
Sidst opdateret 23.04.2025