FORMANDEN HAR ORDET: Hold fast i de gode vaner

24. november 2021.
Tag de gode vaner med jer og husk på, at der stadig er mennesker, der har brug for jeres opmærksomhed.

Af Birger Rasmussen, formand for Ældre Sagen Bornholm

Nu hvor coronaen formodentlig er lagt bag os, vi er vaccineret, nogle af os har fået det tredje stik, og hverdagen er vendt tilbage, så må vi spørge os selv, om der er noget vi kan tage med os fra coronakrisen.

Og ja, det er der
Noget, der har gjort et stort indtryk på mig, er et udsagn om at corona-tiden heldigvis skærpede bevidstheden om, at der sad mennesker både hjemme og på plejehjem, som behøvede ekstra opmærksomhed, så de fx blev ringet op af familie og venner oftere end før. 
De fik en ny slags besøg på afstand. De havde kontakt med naboer og venner, de købte ind for dem, og nogle lærte at møde andre via internettet. Det var faktisk sådan, at nogle havde flere daglige kontakter end før krisen.

Husk de isolerede
Men når den almindelige hverdag indfinder sig, og alle stort set er tilbage i den daglige rytme, falder man let tilbage i gamle vaner igen - og det rammer den gruppe, der stadig sidder derhjemme og føler sig endnu mere ene end før coronakrisen.

Så mit budskab er: Tag de gode vaner med jer og husk på, at dem I ringede til, sås med på afstand eller gjorde indkøb for, stadig har brug for jeres opmærksomhed.

Jeg vil ønske alle medlemmer en glædelig jul og et lykkebringende nytår!

Med venlig hilsen
Birger Rasmussen
Formand for Ældre Sagen Bornholm

 

Gå til toppen af siden

Sidst opdateret 24.11.2021