Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Månedens Musik: God start på efteråret med Janne Lærkedahl og Carsten Lund

Månedens Musik med Janne Lærkedahl og Carsten Lund åbnede Ældre Sagens efterårsprogram på Hodda onsdag 23. september 2026. Janne Lærkedahl og Carsten Lund fik rig mulighed for at udfolde sig med bravur med eget medbragte klaver og forstærkeranlæg

Janne og Carsten gav startskuddet til efterårets Månedens Musik - og ramte plet i skiven

Janne og Carsten gav startskuddet til efterårets Månedens Musik - og ramte plet i skiven

 

Tekst og foto: Margrit Skott, Ældre Sagen Bornholm
d. 24. oktober 2026

Duoen præsenterede i alt 16 numre, hvor Janne Lærkedahl bad publikum om at synge med på tre af numrene. Teksterne blev klaret ved, at publikum skulle finde teksterne på deres telefon, og ud fra lydniveauet af fællessangene, lød det som om, at det ikke var noget problem.

Dans bag kaffebaren

Nogle af sangene har Janne Lærkedahl sunget med Peter Abrahamsen & Bell Pepper Boys fra 2004, fx ”Det regner på mit tag” og ”Visse lul” (på dansk ”Vuggesang”), som Peter Abrahamsen også oversatte fra svensk. Ud over denne CD har Janne Lærkedahl indspillet yderligere tre, som kunne købes efter koncerten. Netop ”Visse lul” af Edvard Taube blev foredraget med sådan en inderlighed, med sådan en flot tekstudtale og smuk stemme, at Margrit Skott blev ganske rørt.

Da Janne Lærkedahl og Carsten Lund opførte ”Deidres samba” af Cornelis Vreeswijk, var rytmen så inciterende og insisterende, at personalet bag kaffebardisken begyndte at danse med.

Det store røde skæg

Repertoiret var bredt. Janne Lærkedahl har sunget professionelt i mange sammenhænge, men kun én begivenhed skal nævnes her, da den er mere lokal. Før Janne Lærkedahl fik sommerhus på Bornholm i 2005, optrådte hun med Hugo Rasmussen på Rønne Theater. "Ham med det store røde skæg", tilføjede hun. I 2014 flyttede hun til Sorthat-Muleby. Med en så professionel sanger, skal der være en professionel akkompagnatør, og det klarede Carsten Lund flot.

Vellykket eftermiddag med ekstranummer

Det blev en meget vellykket eftermiddag med sin helt egen Hodda-stemning. Applausen krævede et ekstranummer, som blev Édith Piaf ”Hymne à l’amour”, hvor Janne Lærkedahls smukke, varme altstemme igen kom til sin fulde ret.



/hk

Sidst opdateret 28.10.2026