Af Margrit Skott, Ældre Sagen Bornholm

”Sikke en stor, flot, dyb stemme” kom det fra Rønne Biblioteks store sal om Sigga, hvis fulde navn er Sigridur Eythorsdóttir. Hun var emnet for Månedens Musik i Ældre Sagens regi 27. september 2023. Men først blev der sunget en fællessang, ”Sensommervise”, nr. 337, med Sigga ved klaveret.

Hun indledte sin beretning ved at fundere over tilværelsen langt fra sit fødeland. Hun mindedes Islands storladede natur, som hun forlod som 22-årig for at studere musik i Aalborg. Hendes første minde gik til tenoren, som stod bag Sigga i koret på Uni i Aalborg. Efter at han havde stået bag hende og fulgt hende i 20 år, fik hun nok og endte på Bornholm. Men Island bliver i Siggas hjerte, selvom ”Island er dårligt styret, men til gengæld et smukt land”. For at udtrykke dette sang hun ”Ísland, farsælda Frón” med sin fantastiske stemme.

Den næste sang handlede om blomster, ”Smávinir fagrir”. Sigga fortalte og demonstrerede, hvordan hun gik i sin fars fodspor, når han skridtede igennem den islandske dybe mos, mens han navngav alle blomsterne.   

Hadede skolen
Sigga hadede skolen. Den var grå, og hun kunne allerede læse. Men når hun nåede hjem, havde hun altid vristet alt det triste ud af kroppen. En dag tog faren hele familien med til Hekla, som var i udbrud. Sigga, som var syv, blev bange, men sang så ”Á Sprengisandi”, som på dansk hedder ”Rid nu” (nr. 404). Den sang hun så igen, utroligt smukt.

Da hun var tolv, kom hun endelig på landet på en gård i den tre måneder lange sommerferie. Vi fik en munter demonstration af sønnen, der hentede hende. Han havde lodne tænder, fedtet hår og en forfærdelig holdning. Onklen med bukser i sokkerne, bæltet over maven og kun én tand var ikke stort bedre. Men moderen var smuk og fin, og hende har Sigga stadig forbindelse med. Hun er nu 93. De to underlige mænd viste sig også at være de dejligste mennesker. Radioen havde én kanal. Tre gange om ugen var der popmusik, som vi fik et eksempel på for fuld udblæsning: ”Ég vil fara uppí sveit”.
Som den eneste kvinde/pige fik hun lov til ridende at være med til at samle de hundrede af får oppe på sletten. En dag gik vejret fra sol til regn til sne, så hun måtte låne lidt af bondens uldne undertøj. Det tales der stadigt om. Mens hun red, sang hun om at føle sig som konge på hesteryg for kraftigt syngende tenor. ”Ég berst á fáki fráum”.

Farefuld tomletur
Vi hørte også om en farefuld tomletur, hvor Sigga blev taget op tre gange og hurtigst kom af igen. Ude af bilen mødte hun frygtelige, angribende fugle, som mundede ud i en hæsblæsende ravnesang: ”Krummi, krunat úti”.
Den sidste meget smukke sang handlede også om fugle, men nu som symbol for det skabende menneske: ”Snert hörpu mina”.

En spændende, rørende og smuk eftermiddag
Efter pausen sang alle ”Vägen hem er mycket lång”, nr. 338, hvorefter Sigga dirigerede sit kor, PAJAvokalensemble. Det er et utroligt velklingende og dynamisk kor, bestående af Christine Simpson, Kristin Schmidt, Karin Bienz, Lydia Riis, Christina Gornitzka, Tine Hammarlund, Lis Pedersen og Sigga selv.
De indledte med fire danske sange i spændende arrangementer, derefter oldgamle, men sandelig ikke kedelige folkeviser. Nogle havde Siggas datter, Kristin Ian Cour, arrangeret.
Meget morsom var visen om manden, der ikke har noget. Den fik vi først på svensk, ”Alle mann hadde fota” og derefter på bornholmsk, ”Mijn majnj”. Den var meget underholdende udført med mimik og gestik.
Efter endnu flere smukke sange, sluttede PAJAvokalensemblet med Preislers aftensang, ”Et hav, der vugger sig til ro”, og ikke et øje var tørt. Koret synger meget smukt, sikkert og rent med flot udtale og medrivende mimik. 
Det var en meget spændende, rørende og smuk eftermiddag.